ALDI i Nykøbing Sjælland er netop kåret som ’Årets ALDI-butik’ blandt dagligvarekædens mere end 80 ALDI butikker i Region Øst. Butikken har samtidig vundet en flot andenplads blandt alle 184 ALDI-butikker i Danmark. Repræsentanter fra ALDI’s ledelse var i dag mødt op for at hylde det stolte personale med balloner, vandrepokal, diplom og en gavecheck på hele 20.000 kr. til forkælelse af butikkens personale. Butikkens kunder kunne på sikker afstand se den festlige prisoverrækkelse, mens der blev serveret lækkert bagværk.
Der er altid smil at finde hos personalet i ALDI i Nykøbing Sjælland – i dag var smilene dog ekstra store.
Butikken på Egebjergvej er nemlig netop blevet kåret som Årets Butik blandt regionens mere end 80 ALDI-butikker. Butikken har samtidig vundet en flot andenplads i den landsdækkende konkurrence blandt alle 184 ALDI-butikker i Danmark og beviser hermed, at sammenhold og fokus på kundeservice betaler sig.
”Det betyder utrolig meget for mig at få den her pris – at blive anerkendt for det hårde arbejde og de resultater, vi sammen opnår i butikken. Vi er allesammen glade for at få den her pris, og næste år går vi efter førstepladsen”, siger butikschef Jan Jensen med et smil.
Butikken er blevet vurderet ud fra en række kriterier som butiksstandard, omsætning, service og trivsel blandt medarbejdere. Kriterierne er sammensat, så de afspejler både kundeoplevelsen og hvordan, det er at arbejde i butikken.
Et stærkt team
Udnævnelsen af Årets ALDI Butik er dagligvarekædens hyldest til medarbejderteams, der yder en ekstra indsats og giver kunderne en serviceoplevelse ud over det sædvanlige. Udover æren, diplom og vandrepokal har medarbejderne fået 20.000 kroner, som de kan bruge på at forkæle sig selv i form af en weekendtur eller andre fælles aktiviteter.
”Jeg har et fantastisk team, det støtter op om butikken. De tager ejerskab over butikken og er der nogle hængepartier, så bliver de en halv time mere og får det gjort færdigt. Alle bakker op”, fortæller Jan Jensen.
ALDI vil hylde hverdagens helte
Salgschef i ALDI Danmark Patrick Balle roser butikspersonalet i Nykøbing Sjælland og glæder sig over muligheden for at gøre noget ekstra for dem, som går den ekstra mil for kunderne, kollegaerne og butikken:
”Butiksteamet har et ufatteligt stærkt sammenhold og højt niveau alle årets dage – både når det kommer til friske råvarer og venligt, imødekommende personale. Vores butikschef Jan, som har været i butikken i rigtig mange år, står altid til rådighed, viser vejen for sine ansatte og sikrer en fantastisk kundeoplevelse. ALDI i Nykøbing Sjælland er virkelig ’byens butik’.”
Vellidt personale og glade kunder
Titlen Som Årets Butik er også et signal til kunderne om, at de kan være stolte over netop deres lokale dagligvarebutik. Og kunderne i butikken er da heller ikke overraskede over, at netop ALDI i Nykøbing Sjælland er den bedste ALDI i regionen og blandt de bedste i hele Danmark.
”De er så venlige her. Jeg har lidt problemer med øjnene, så jeg spørger nogle gange efter varerne, og jeg får altid hjælp – og det er lige meget, hvem af personalet, jeg spørger. Så er de søde”, fortæller kunde Nina Jensen.
I den landsdækkende konkurrence går førstepladsen til ALDI i Nykøbing Mors, og tredjepladsen går til ALDI-butikken på Sundvej i Horsens.