Klokken 10.36 modtog alarmcentralen et opkald om en kvindelig cyklist, der var kollapset ved idrætshallen i Nykøbing Sj.
Både politi og redningstjeneste rykkede ud til stedet, hvor en lokal politibetjent også hurtigt ankom med en hjertestarter. Kvinden, der var 81 år, var livløs, og der blev straks påbegyndt førstehjælp.
Både en ambulance og en lægehelikopter ankom til stedet, men trods indsatsen kunne kvindens liv desværre ikke reddes, og hun blev erklæret død i helikopteren.
Der var ingen tegn på, at der var sket en ulykke, men det formodes, at kvinden fik et ildebefindende og steg af cyklen, før hun kollapsede.
Politiet har underrettet kvindens pårørende.