Midt- og Vestsjællands Politi: Seneste nyt fra Nykøbing Sj - mandag den 21. juni

Profilbillede
dato

Nykøbing Sj er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Weekendens anmeldelser vedrørende:


Indbrud i virksomhed/forretninger:

Svallerup Bygade, Svallerup, Kalundborg

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Mosede Bygade, Greve
Aspevej, Solrød Strand
Nældebjerg Alle, Greve
Ametystvej, Jyllinge
Rosenvangsvej, Greve
Råmosevej, Jyllinge
Brillantvej, Jyllinge
Blokhusvej, Solrød Strand

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

Tyveri fra køretøjer:

Venusvej, Nykøbing Sj.
Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde


Fredag – lørdag:


Løsladelse – Vandvidskørsel – Greve

En 20-årig mand fra Brøndby blev efter et grundlovsforhør ved Retten i Roskilde løsladt, efter at han var blevet anholdt torsdag aften og i grundlovsforhøret sigtet for adskillige overtrædelser af færdselsloven i et sådant omfang og under omstændigheder, der af anklagemyndigheden blev vurderet som omfattet af bestemmelserne om såkaldt vanvidskørsel. Retten fandt ikke grundlag for at varetægtsfængsle den 20-årige, som derfor blev løsladt. Anklagemyndigheden kærede den kendelse, så Østre Landsret skal nu kigge nærmere på mistankegrundlaget, før landsretten træffer en afgørelse i samme sag om varetægtsfængsling eller ej.

Falsk bankmand fik dankort – Munkehaven, Store-Heddinge – Stevns

Kl. 18.00 anmeldte pårørende til en 91-årig kvinde fra Store-Heddinge, at en falsk bankmand havde fået narret dankortet fra den 91-årige med den undskyldning, at dankortet var udløbet. Den 91-årige havde omkring kl. ca. 17.30 fået et telefonopkald af en fremmed mand, der havde oplyst at være fra banken Nordea. Han havde fået den 91-årige overbevist om, at hendes dankort var udløbet. Manden ville derfor komme straks for at hente dankortet, hvilket skete få minutter efter telefonopkaldet, hvor den 91-årige udleverede sit dankort til en fremmed mand, der blev beskrevet som: A: Mand, Dansk af udseende, 20-25 år, Hudfarve: Hvid, Talte: Dansk, Iført: Vindjakke i neutrale farver. Efterfølgende havde den 91-årige fortalt om hændelsen til sine pårørende, der straks havde fået dankortet spærret i banken, inden dankortet var blevet misbrugt. Politiet forsøger nu at få identificeret den falske bankmand ud fra signalementet og telefonopkaldet til offeret.

Musik til ulempe – Pogebanken, Herfølge – Køge

Kl. 20.01 fik politiet en anmeldelse om, at 10-20 unge var forsamlet ved skolen, hvor de hørte høj musik fra en soundboks. En patrulje kørte til stedet, hvorfra de unge medbringende en soundboks løb ved politiets ankomst. Roen var nu genoprettet, så politiet forlod området.
Lidt senere på aftenen var den så gal igen, idet der igen blev afspillet høj musik i området. Denne gang lykkedes det politiet at få fat i soundboksen, ligesom de unge forblev på stedet. De havde efterladt diverse effekter, som de blev sat til at rydde op. Herefter blev ejeren af soundboksen – en 19-årig mand fra Herfølge – gjort bekendt med, at soundboksen blev taget med til politistationen, fordi den blev brugt til at forstyrre de omkringboende med høj musik. Den 19-årige blev oplyst om, at soundboksen kunne afhentes den følgende dag. Ingen blev sigtet for noget i anledning af anmeldelserne.

Brandundersøgelse – Arnakke, Svinninge – Holbæk

Kl. 00.28 var der udbrudt brand i en fritliggende lade tilhørende en landbrugsejendom. Ved politiets ankomst til stedet var der sort røgudvikling og flammer fra ladens tag. Trods brandvæsnets indsats blev bygningen helt overtændt, men der var på intet tidspunkt fare for, at branden spredte sig til andre bygninger. Politiet forlod brandstedet, inden brandvæsnets arbejde med bl.a. efterslukningen var afsluttet, men politiet skal senere undersøge brandstedet i et forsøg på at finde den egentlige brandårsag. Ingen personer kom til skade ved branden.


Lørdag – søndag:


Spirituskørsel på stor knallert – Høvevej, Kirkebyen, Fårevejle St. – Odsherred

Kl. 10.48 anholdt og sigtede politiet en 68-årig mand fra Hørve for spirituskørsel på en stor/45-knallert. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Utryghedsskabende kvinde indlagt – Torvebyen, Køge

Kl. 11.17 fik politiet den første af flere anmeldelser om en kvinde, der var utryghedsskabende i sin adfærd i området, herunder i butikker. Ud fra det oplyste signalement på kvinden ledte et par patruljer efter hende i området både i patruljebilen og til fods, indtil politiet kl. ca. 11.30 fik lokaliseret hende. Der var tale om en 50-årig kvinde fra Køge, som ikke blev sigtet noget på grund af sin adfærd, men derimod blev indlagt på et sygehus til fornøden omsorg og behandling på grund af hendes mentale tilstand.

Humanitær eftersøgning – Høng – Kalundborg

Kl. 12.51 bad personalet på et plejecenter i Høng om assistance fra politiet til at lede efter en 80-årig kvinde, som havde været forsvundet i ca. en time. Hun kunne formentlig ikke selv finde retur til plejecenteret, og personalet havde trods eftersøgning ikke kunnet finde hende. Et par patruljer, herunder en hundepatrulje, kørte til området for at lede efter den 80-årige, som kl. ca. 14.30 blev fundet af en politihund i hjælpeløs tilstand på skrænt ved en skole tæt på plejecenteret, hvor hun var forsvundet fra. Hun var i god behold og blev reddet fra skrænten, så personalet igen kunne tage sig af den 80-årige beboer.

Færdselsuheld – Hovedvejen, Osted, Lejre – Lejre

Kl. 15.13 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til et færdselsuheld, idet en personbil var forulykket og føreren muligt fastklemt. Det viste sig, at en 81-årig mand fra Lyngby under kørsel i nordlig retning havde ramt en lygtepæl i krydset ved Alfarvejen. Han blev reddet ud af bilen og bragt til skadestuen i Holbæk, hvor han blev indlagt til observation for et muligt ildebefindende, som kunne være årsagen til uheldet. Ingen øvrige trafikanter var impliceret, og den 81-åriges bil blev flyttet til en nærliggende buslomme, så trafikken i krydset kunne afvikles normalt.

Uorden ved Karlstrup kalkgrav – Højagervej, Karlstrup, Karlslunde – Solrød

Kl. 18.00 anholdt politiet en 29-årig mand fra Greve for både vold, blufærdighedskrænkelse og fornærmelig tale til de polititjenestemænd, der havde anholdt ham. Kort forinden havde flere kvindelige gæster i alderen 14-34 år fra Greve og Ishøj anmeldte, at den nu anholdte mand pludselig havde blottet sit underliv og henvendt sig til dem med seksuelle opfordringer. Herefter havde den 29-årige overfaldet kvinderne med slag, spark og spyt i hovederne, så de havde tilkaldt politiet. Efter anholdelsen var han blevet sur på polititjenestemændene, som han havde talt til i nedladende vendinger. Den 29-årige blev afhørt til de tre sigtelser for overtrædelser af straffeloven, inden anklagemyndigheden vurderede sagen. Da der ikke umiddelbart var grundlag for fremstilling i grundlovsforhør med krav, løslod politiet den sigtede, som senere kan forvente at blive indkaldt til et retsmøde, når sagerne skal afgøres.

Musik til ulempe – Folkeparken – Roskilde

Kl. 22.26 fik politiet den første anmeldelser af flere om, at unge havde forsamlet sig i Folkeparken, og at de hørte musik så højt, at det var til ulempe for de omkringboende. En patrulje kørte til parken og fik kontakt til en gruppe på mindst 50 personer, som dog ikke hørte musik på tidspunktet for politiets besøg. De tilstedeværende blev oplyst om de gældende regler for brug af f.eks. soundbokse.
Politiet forlod selve parken, men forblev i området, så politiet kunne høre, om musikken skulle starte igen. Kl. 00.18 blev der skruet meget op for musikken, at politiet igen troppede op i parken, hvor politiet tog en soundboks i bevaring frem til næsten dag, hvor ejeren igen kunne få anlægget udleveret. Ingen blev sigtet for at skruet op for musikken inden inddragelsen af soundboksen.
Midt- og Vestsjællands Politi modtog i løbet af weekenden fredag – mandag morgen i alt 60 anmeldelser om musik, der var til ulempe for de omkringboende. Anmeldelserne var fordelt med omtrent halvdelen i løbet af lørdagen og i øvrigt fordelt over hele politikredsen.

Hurtig knallert – Vig Hovedgade, Vig – Odsherred

Kl. 22.32 bemærkede en patrulje en knallert blive ført ad Vig Hovedgade med en hastighed, som syntes noget højere end tilladt for en 30-knallert. Politiet forsøgte at standse knallertkøreren, som dog gassede op og forsøgte at køre fra politiet. Efter en kortere strækning standsede knallertkøreren af sig selv, så politiet kunne identificere føreren som en 17-årig ung mand fra Vig. Knallerten fik politiet indtransporteret til nærmere undersøgelse for konstruktive ændringer, så den 17-årige vil høre nærmere fra politiet, når knallerten er målt på et rullefelt.

Færdselsuheld – Stevns Landevej / Nørrehusvej, Store-Heddinge – Stevns

Kl. 00.34 fik politiet via alarm 112 melding om et færdselsuheld med to køretøjer, men med flere kvæstede personer efter et sammenstød i krydset Stevns Landevej – Nørrehusvej. Ved politiets ankomst var flere ambulancer på stedet, ligesom en akutbil og lægehelikopteren også var blevet sendt til uheldsstedet. Også det lokale redningsberedskab var kaldt til ulykkesstedet, så uheldsstedet var spærret i forbindelse med redningsarbejdet. De to implicerede biler holdt begge på en nærliggende mark neden for en lille skrænt.
En 34-årig mand fra Store-Heddinge blev fløjet til Rigshospitalet med lægehelikopteren, og to passagerer i bilen – en 29-årig mand fra Karise og en 27-årig kvinde fra Køge – blev begge bragt til sygehuset i Køge til undersøgelse og fornøden behandling. En 52-årig mand fra Karrebæksminde blev kørt til kontrol på skadestuen i Slagelse. De to implicerede biler blev indbragt til nærmere undersøgelse, hvilket foretages af en bilinspektør.
Uheldet skete, da den 34-årige i en personbil med to passagerer kørte ad Nørrehusvej i nordlig retning. Ved Stevns Landevej fortsatte han frem over vigelinjen og stødte sammen med en anden personbil ført af den 52-årige mand, der kørte i vestlig retning ad Stevns Landevej på en strækning, hvor højst tilladte hastighed er 70 km/t. Ved siden af den 34-åriges bil fandt politiet en plads hash, som er sikret med henblik på nærmere undersøgelse af ejerskabet. Politiet har fået udtaget en blodprøve rutinemæssigt af den 34-årige til nærmere undersøgelse for eventuel påvirkning af enten narkotika eller alkohol under kørslen. En hund, der havde været med i en af bilerne, omkom ved uheldet. Kl. ca. 03.30 var de havarerede biler blevet afhentet, så krydset kunne åbnes for trafik i alle retninger.

Færdselsuheld / spirituskørsel – Sandbakkevej, Arnakke, Vipperød – Holbæk

Kl. 01.28 kørte politiet ud til en forulykket personbil på Sandbakkevej, hvor bilen holdt med fronten i østlig retning. Der var ingen personer til stede i eller ved bilen, hvor politiet fandt indikationer på, at nogen havde drukket øl i bilen under kørslen. En hundepatrulje kom til uheldsstedet for at lede efter personer med relation til bilen. En politihund fulgte herefter et spor, der sluttede ved bopælen for en 28-årig mand fra Vipperød. Han var påvirket af alkohol og kunne mistænkes for at have været fører af bilen, hvorfor han blev sigtet for spirituskørsel og kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af blodprøver til nærmere undersøgelse for alkohol. Ingen øvrige trafikanter var involveret i ulykken.


Søndag – mandag:


Narkokørsel – Gl. Nykøbingvej, Svinninge, Nørre-Asmindrup - Odsherred

Kl. 08.40 anholdt og sigtede politiet en 39-årig mand fra Svinninge for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Narkometertesten indikerede, at den 39-årige var påvirket af cannabis under kørslen, så han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og blev herefter løsladt.

Færdselsuheld – Hovedvejen, Osted, Lejre – Lejre

Kl. 15.02 var der sket et færdselsuheld med flere biler impliceret i lyskrydset Hovedvejen – Alfarvejen. Det viste sig, at ingen var kommet til skade ved sammenstødet, som dog havde medført mindre materielle skader på de tre biler, der var impliceret. De to af bilerne var standset for rødt lys i lyskrydset, da en 30-årig mand fra Nykøbing Sj. for sent opdagede dette. Han påkørte derfor bagenden af bilen foran, således at den påkørte bil blev skubbet frem i den tredje bil, hvis bagende blev ramt. Et bugseringskøretøj måtte tilkaldes til at fjerne det ene køretøj, mens de to øvrige selv kunne køre fra stedet. Politiet registrerede blot uheldet og omstændighederne ved sammenstødet.

Fører af ulovlig knallert var efterlyst – Roskildevej, Holbæk

Kl. 15.34 standsede færdselspolitiet en 30-knallert, der blev ført af en 47-årig mand fra Holbæk. Knallerten mistænktes for at være konstruktivt ændret, og en kontrolmåling på et rullefelt afslørede, at knallerten kunne køre mindst 75 km/t mod højst tilladt 30 km/t. Den 47-årige fører blev derfor sigtet for overtrædelse af færdselsloven og afhørt om årsagen til knallertens ulovlige køreegenskaber. Herefter gjorde politiet ham gjort bekendt med, at han blev frihedsberøvet, fordi den 47-årige var efterlyst som udeblevet fra et retsmøde i fogedretten i Holbæk. Politiet vil i løbet af mandag formiddag sørge for fremstilling af den 47-årige i fogedretten, hvor han vil blive løsladt. Senere vil knallertkøreren høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelsen for at køre på en ulovlig knallert.

Assistance til anden politikreds – Greve

Sent søndag eftermiddag assisterede Midt- og Vestsjællands Politi en anden politikreds med at lede efter en mistænkt, der måske kunne opholde sig i Greve-området. Derfor var politiet til stede med flere forskellige typer af patruljebiler for at lede efter den mistænkte i området ved Bøgehegnet og Hedelyparken. Assistancen og politioperationen i Greve blev afsluttet kl. ca. 19.00, hvorefter politiets køretøjer kørte fra området.

Narkokørsel uden førerret – bil beslaglagt – Ahorn Alle, Ringsted

Kl. 00.45 havde en patrulje standset en personbil, der blev ført ad en 30-årig mand fra Ringsted ind på en parkeringsplads ved en beboelsesejendom. Den 30-årige kunne ikke fremvise noget kørekort, idet han ikke havde generhvervet sin førerret efter udløbet af en tidligere frakendelse af kørekortet. Endvidere mistænkte politiet ham for at være påvirket af narkotika under kørslen. Den mistanke blev bestyrket efter en narkometertest, der gav udslag for, at den 30-årige formentlig var påvirket af kokain under kørslen. Efter sigtelse for de to overtrædelser af færdselsloven anholdt politiet den 30-årige kortvarigt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Politiet kunne endvidere konstatere, at den 30-årige flere gange tidligere inden for de seneste tre år var blevet afsløret i at køre bil uden førerret. Det medførte en beslutning om at beslaglægge hans personbil med henblik på senere konfiskation på grund af de gentagne overtrædelser af færdselsloven, så den 30-årige vil høre nærmere fra politiet, når den udtagne blodprøve er blevet analyseret.

Uforsigtighed medførte sigtelse – Snekkevej, Jyllinge – Roskilde

Kl. 05.10 rykkede brandvæsnet ud til en mindre ildebrand på en privat adresse i Jyllinge. Der var ild i noget plankeværk og et træskur, hvilket brandvæsnet hurtigt fik slukket, uden at nogen personer kom til skade. Det var ejeren af det brændte skur, som tidligt i morges var vågnet ved lugten af røg og lyden af knitren fra flammerne. Brandårsagen skulle efter al sandsynlighed findes i aktiviteter hos en 48-årig mandlig nabo til ejeren af det brændte skur. Naboen havde søndag aften brugt en ukrudtsbrænder og brændt en mindre kvasbunke af, hvorfor politiet anså den 48-årige nabo for at have udvist manglende forsigtighed i denne tørre periode ved brug af både åben ild og ukrudtsbrænderen. Politiet sigtede den 48-årige for overtrædelse af beredskabslovgivningen, så han nu kan forvente en bøde som afgørelse på sagen.
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi