Nykøbing Sj er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Åsvej, Jersie, Solrød StrandIndbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Birkehegnet, GreveIndbrud i fritids-/sommerhus:
IngenIndbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Samsøvej, Holbæk
Bjergmarken, Holbæk
Solrød Strandvej, Solrød Strand
Karlslunde Rasteplads – to gange mod lastbiler.
Mulig flugtbilist sigtet for falsk anmeldelse – Omfartsvejen, Holbæk
kl. 08.47 onsdag morgen skete et sammenstød imellem to biler på Omfartsvejen i Holbæk i forbindelse med overhaling. En 36-årig kvinde fra Holbæk kom kørende i østlig retning, da hun blev overhalet af en bilist, som i forbindelse med kørsel tilbage i egen vognbane trak ind foran den 36-årige, så der skete sammenstød. Den overhalende bilist standsede ikke efter uheldet, men fortsatte videre frem. En patrulje kørte tilfældigt forbi lige efter og blev prajet af den 36-årige, som anmeldte uheldet med den flygtede part. Den 36-årige var uskadt, men hendes bil fik en bule på fronten.
Politiet undersøgte sagen og fandt frem til, at den flygtende bil, som havde været forbi en vaskehal i Holbæk. Patruljen fandt frem til registreringsnummeret på bilen og ville tage kontakt til bilejeren. Det nåede politiet dog ikke, da bilejeren, en 46-årig mand fra Holbæk, selv ringede til politiet for at anmelde sin bil stjålet. Patruljen kørte til bilejerens adresse, hvor han blev afhørt til sagen. Bilen havde ejeren selv fundet frem til nu holdt på Fælleden i Holbæk. Den 46-årige fastholdt, at den havde været stjålet. Ud fra vidners forklaring og overvågning fra vaskehallen fandt politiet grund til at tro, at den 46-årige havde kørt bilen på omkring uheldstidspunktet. Han blev sigtet for falsk anmeldelse, og for at være flygtet fra et færdselsuheld, hvilket han nægtede. Politiet arbejder videre med at dokumentere omstændighederne, hvorefter den 46-årige vil høre mere i sagen.
Narko og spiritusbilister – Odsherred
Politiet havde en travl formiddagsvagt i Odsherred med usædvanligt mange sager, hvor bilister og en enkelt knallertfører kørte påvirket.
kl. 10.55 foretog en patrulje narkotest af en bilist, som de havde standset på Hovedgaden i Grevinge. Bilisten, en 49-årig lokal mand, kørte i sydøstlig retning, da han blev standset rutinemæssigt. Narkometertesten viste positiv for amfetamin, så han blev anholdt, sigtet, fik taget en blodprøve og senere løsladt.
Kl. 11.01 blev en 69-årig mand fra Grevinge anholdt og sigtet for spirituskørsel på en lille knallert. Han kørte ad Hovedgaden i Grevinge mod nordøst, da han blev standset af en patrulje rutinemæssigt. Den 69-årige havde en alkoholpromille på over 0,5, så han fik udtaget en blodprøve og løsladt.
Kl. 12.15 standsede en patrulje en personbil på Havnegade i Nykøbing Sj. i en rutinekontrol. Bag rattet sad en 52-årig mand som var frakendt førerretten i en tidligere sag om spirituskørsel i gentagelsestilfælde, hvor han blev idømt 10 års frakendelse. Ved dagens kontrol var han også påvirket af spiritus over det tilladte, så han blev anholdt, sigtet i sagerne og taget med til en blodprøveudtagelse. Den 52-årige havde flere gange kørt i frakendelsestiden og i påvirket tilstand, så politiet beslaglagde hans bil med henblik på konfiskation, som det muligt ifølge færdselslovens regler. Den 52-årige blev løsladt efter at have afgivet en blodprøve.
Kl. 13.15 på Lindealle i Nykøbing Sj. blev en 62-årig mand fra lokalområdet anholdt og sigtet for narkokørsel i en personbil. En test med narkometeret viste positiv for hash. Han fik udtaget en blodprøve og løsladt.
Nu venter politiet på resultatet af blodprøveanalyserne, hvorefter de sigtede vil få besked om resultatet, og sagens videre gang.
Bil brød i brand efter sammenstød – Kirkeskovvej/Seeinhusvej, Klippinge - Stevns
Kl. 13.41 skete et uheld i krydset Kirkeskovvej/Seeinhusvej i Klippinge, da to biler stødte ind i hinanden. En 42-årige kvinde fra Store-Heddinge kørte ad Kirkeskovvej mod Øst, hvor hun havde ubetinget vigepligt i krydset. Her overså kvinden en bil, som kørte ad Seeinhusvej mod nord, med en 19-årige mand fra Store-Heddinge bag rattet. Den 42-årige kørte frem i krydset og bilerne kolliderede. Den 19-åriges kom selv ud af bilen, men bilen brød i brand efter uheldet. Den 42-årige var muligt alvorligt tilskadekommen, så en lægehelikopter blev sendt til uheldsstedet.
Politi, brandvæsen og ambulance kørte også frem, hvor flammerne havde godt fat i den 19-åriges bil. Den 42-årige blev undersøgt i lægehelikopteren, som ikke vurderede kvindens tilstand kritisk. Hun blev bragt til sygehuset i ambulance, hvor hun blev undersøgt for sine skader. Politiet følger senere op på, hvilken skader kvinden pådrog sig ved uheldet. Den 19-årige slap uskadt fra uheldet, men hans bil udbrændte totalt. Et vejskilt blev beskadiget af branden i bilen. Vejen var spærret mens redningsindsatsen stod på. Omkring kl. 14.57 var vejen igen farbar forbi uheldsstedet. Politiet optog rapport om vigepligtsuheldet, og parterne vil senere høre mere i sagen.
Færdselsindsats Køge
Politiets færdselsafdeling var onsdag på patrulje i Køge, hvor de foretog kontrol af omkring 40 køretøjer under deres ca. fire timer lange indsats i eftermiddags/aftentimerne.
Det blev til følgende sigtelser:
2 spirituskørsler
1 kørsel i frakendelsestiden
3 hastighedssager i byen – en kørte mere end 100 % for hurtigt og to fik klip
1 kørsel mod ensretning
1 bilejer sigtet for at overlade sin bil til en person uden kørekort
1 varebil kørte med 265 kg (28 %) overlæs på motorvejen – 27-årig mand fra København sigtet.
Vanvidskørsel:
En 28-årig mand fra Lille-Skensved i en personbil blev kl. 17.06 målt til køre hele 101 km/t i byzonen på Ølbyvej i Køge, hvor det er tilladt at køre 50 km/t. Han var i forvejen frakendt retten til at køre bil i en sag om narkokørsel. Ved dagens kontrol var han ikke påvirket, men han blev sigtet for den vanvittigt høje hastighed og for kørsel i frakendelsestiden. Bilen var en han havde lånt, så ejeren blev i sigtet for at låne sin bil ud til den 28-årige, selvom han ikke gyldigt kunne føre den. Den 28-årige kan forvente påstand om en forlængelse af hans frakendelse i hastighedssagen.
Spirituskørsel:
Kl. 16.35 blev en 57-årig mand fra Herfølge anholdt og sigtet for spirituskørsel i en personbil ad Skovledsvej i Herfølge. Han fik udtaget en blodprøve og blev herefter løsladt.
Da en patrulje var på vej retur til færdselsafdelingen i Greve kl. 19.38 standsede de en 73-årig mand fra Solrød i en personbil på Karlslunde Rasteplads. Den 73-årige blæste alkometeret over det tilladte, så han blev også sigtet, anholdt og fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Nu afventer politiet resultatet af blodprøveanalysen, hvorefter de to sigtede vil høre mere i sagerne.
Søredning endte godt – Kystvejen, Strøby Egede, Køge – Stevns
Kl. 16.03 kom et alarmopkald om, at der var personer i fare på vandet ved Strøby Egede. JRCC – forsvarets redningstjeneste, sendte en helikopter til bugten og en patrulje kørte til Kystvejen. Fire store drenge/unge mænd i alderen 13-18 år fra lokalområdet var ude at sejle med jetski med en luftmadras efter, da motoren gik i stå fordi snoren fra luftmadrassen viklede sig ind i motoren. De to yngste blev kort efter reddet ind af et familiemedlem, som stod på stranden da det skete. De to lidt ældre fik hjælp af en kammerat i en båd til at reparere motoren og trække jetskiene i land. Alt endte derfor lykkeligt, og der blev ikke behov for den store redningsaktion og helikopteren kunne flyve retur igen. Ingen kom noget til i forbindelse med episoden.
OPFØLGNING
Grundlovsforhør i sag om røveri – Greve
En 17-årig ung mand fra Greve blev i går eftermiddags anholdt og sigtet for røveri mod 16-årige unge mænd fra Greve på Stationsholmen i Greve natten til fredag d. 2. juli. Han er mistænkt for i forening med to uidentificerede mænd at forøvet vold og truet de forurettede til at udlevere et smart watch og et par airpods under overfaldet, som foregik ved busholdepladsen ved Greve station. Den 17-årige vil torsdag blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde kl. 11.00 med begæring om varetægtsfængsling i sagen. Anklagemyndigheden vil begære dørlukning i sagen, så det er ikke muligt at oplyse yderligere på nuværende tidspunkt.
Udenlandsk spiritusbilist fængslet og udvist – Køge Bugt Motorvejen, Greve
En 49-årig mand fra Rumænien blev onsdag idømt en straksdom for spirituskørsel med en promille på mere end 2,0. Han blev mandag morgen anholdt, sigtet og fik udtaget en blodprøve, da han havde kørt slingrende ad Køge Bugt Motorvejen i Greve. En handlekraftig borger, havde fulgt efter ham og anmeldte den farlige kørsel til politiet. Da bilisten standsede lykkedes borgeren at tilbageholde føreren, indtil politiet nåede frem.
Bilen, som den 49-årige havde kørt i, blev beslaglagt til sagen. Den 49-årige blev løsladt efter blodprøveudtagelsen. Blodprøven blev sendt til hasteanalyse. Tirsdag kom resultatet af blodprøven, som viste et resultat på 2,18 promille. Den 49-årige mødte op på politistationen tirsdag, hvor han blev gjort bekendt med promillen og anholdt til sagen. Han blev onsdag fremstillet for en dommer ved Retten i Roskilde, som afgjorde sagen med en straksdom, der lød på fængsel i 20 dage, ubetinget frakendelse af retten til at køre bil i Danmark i tre år og udvisning af landet. Den 49-årige modtog dommen. Retten vil senere behandle sagen om beslaglæggelse og konfiskation af bilen, som den 49-årige havde lånt af en herboende udlænding.