Nykøbing Sj er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Holbækvej, Kalundborg
Københavnsvej, Køge
Telegrafvej, Rørvig
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Sønderstrupvej, Tølløse
Anemonevej, Tølløse
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Bagmarken, Store-Merløse
Tyveri fra køretøjer:
Fortunas Have, Solrød Strand
Næbbevej, Vejleby, Hørve
Egebjergvej, Nykøbing Sj.
Bygaden, Hellested, Hårlev
Degnebanken, Herfølge
Kirkeskovvej, Bjælkerup, Store-Heddinge
Narkokørsel – Østre Havnevej, Kalundborg
Kl. 07.06 blev en 42-årig mand fra Kalundborg sigtet for narkokørsel i en personbil, som han førte ad Østre Havnevej. Han havde deltaget i en narkometertest, der havde givet udslag for påvirkning af benzodiazepiner under kørslen.
Den 42-årige fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Færdselsuheld – Kalundborgvej, Hørve – Odsherred
Kl. 08.28 var en bilist forulykket på Kalundborgvej i Hørve, så bilen var havnet i grøften og nu lå på taget.
Politiet fik kontakt til en 18-årig mand fra Kalundborg, som hverken var påvirket af alkohol eller euforiserende stoffer. Han blev i en tilkaldt ambulance bragt til skadestuen til en kontrol, men var sluppet uden behandlingskrævende skader. Ingen øvrige trafikanter var involveret i ulykken.
Narkokørsel – Holmagervej, Hørve - Odsherred
Kl. 10.22 standsede politiet en varebil med en 26-årig mand fra Halsnæs kommune bag rattet. Da han både rystede og svedte, deltog han i en narkometertest, der gav udslag for påvirkning af euforiserende stoffer under kørslen.
Efter en sigtelse for narkokørsel fik den 26-årige i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Han vil høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.
Brandundersøgelse – Strøby – Stevns
Kl. 12.00 måtte en 65-årig mand fra Strøby slå alarm til brandvæsnet, da der var udbrudt brand i hans bolig.
Brandvæsnet og politiet kunne efterfølgende konstatere, at branden var begrænset primært til området omkring køkkenet, hvor en emhætte og loftet var blevet beskadiget som følge af branden.
Den 65-årige beboer havde fået svedet håret en anelse i forbindelse med forsøget på at slukke branden, men han var uden behandlingskrævende skader.
Politiet fik klarlagt, at en glemt pande på komfuret formentlig var årsagen til brandens opståen, så politiet har optaget rapport om branden i et forsøg på at få belyst sagen, så der senere kan tages stilling til, hvorvidt han skal have en bøde på grund af uforsigtighed ved madlavningen.
Langsom bilist havde ikke noget kørekort – Roskildevej, Solrød
Kl. 13.21 bemærkede en patrulje en lang kø af trafikanter bag en langsomtkørende bilist, der kørte ad Roskildevej ved Solrød.
Patruljen besluttede at standse bilisten og kontrollere fører og personbilen nærmere. Føreren var en 21-årig mand fra Havdrup, der var ædru og heller ikke var påvirket af euforiserende stoffer. Han havde til gengæld ikke noget kørekort, hvorfor politiet sigtede ham for kørsel uden førerret i bilen. Bilnøglerne tog politiet med til en politistation, hvor bilejeren kan afhente disse, og den 21-årige kan nu forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelsen.
Kat såret af skud og aflivet – Ubby, Jerslev Sj. – Kalundborg
Kl. 13.56 modtog politiet en anmeldelse fra en kvindelig katteejer i Ubby om, at hendes racekat efter en udflugt i løbet af weekenden var kommet hjem med sår på kroppen.
Ved en dyrlægeundersøgelse viste det sig, at der var tale om sår efter at være blevet skudt. Dyrlægen vurderede ud fra sårenes omfang og placering, at katten skulle aflives.
Politiet har nu optaget rapport om sagen i et forsøg på at få klarlagt de nærmere omstændigheder med baggrund i de sår, som katten havde, herunder om nogen kan mistænkes for at have skudt mod katten i løbet af weekenden.
Løsladelse endte i ny frihedsberøvelse – Skovbogade, Roskilde
Mandag ved middagstid blev en 17-årig ung kvinde fra Randers og en 18-årig mand fra Viby Sj. løsladt, efter at de i en sag om trusler på livet over for en ansat på en plejecenter i Viby Sj. var blevet anholdt tidligt mandag morgen.
De to var blevet afhørt til sagen i løbet af formiddagen og blev løsladt efterfølgende, da der ikke var grundlag for fremstilling i grundlovsforhør i sagen om trusler på livet.
Efter løsladelsen fra politistationen i Roskilde forlod de to personer ikke politistationens område trods flere bortvisninger, hvor de gentagne gange vendte retur. De optrådte i den forbindelse både udadreagerende og provokerende over for politipersonalet, så politiet fandt grundlag for yderligere at sigte begge for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Da de ikke ville forlade området ved politistationen, måtte politiet igen frihedsberøve begge for at få skabt ro for både politipersonalet og kunder til politistationen. De blev begge anbragt i detentionen, mens politiet arbejdede på at finde en løsning, når de atter ville blive løsladt.
Begge blev løsladt først på aftenen, og den 18-årige blev afhentet af et familiemedlem, mens den 17-årige efter aftale med de sociale myndigheder selv skulle tage retur til Jylland.
Begge kan nu forvente at høre nærmere fra politiet i de to sager, som de begge blev involveret i i løbet af mandagen.
Grundlovsforhør – Fund af skydevåben og narkotika – H/F Havrelyngen, Køge
Politiet foretog mandag en ransagning af et kolonihavehus i H/F Havrelyngen i Køge på baggrund af en mistanke om, at beboeren kunne være i besiddelse af ulovlige effekter.
Ved ransagningen fandt politiet et oversavet jagtgevær, nogle patroner samt knap fire gram hash og 10 gram amfetamin. Narkotikaen mistænkte politiet ham for at ville videreoverdrage til andre, idet politiet i samme kolonihave tidligere havde fundet ca. 200 gram amfetamin.
Den 38-årige mandlige beboer var ikke til stede ved politiets ransagning, så politiet brugte efterfølgende tiden på at lede efter ham. Ved middagstid lykkedes det at finde den 38-årige i Køge-området, hvor politiet fandt ham kørende rundt i en personbil tilhørende en bilejer, der havde meldt bilen stjålet. Den 38-årige, der ikke havde noget kørekort, blev derfor anholdt og sigtet for forskellige overtrædelser af straffeloven med baggrund i politiets fund ved ransagningen.
Efter afhøring til sagerne forblev den 38-årige i politiets varetægt og har overnattet i et arresthus, idet han tirsdag kl. 10.00 vil blive fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Roskilde med påstand fra anklagemyndigheden om varetægtsfængsling. Retsmødet vil blive begæret afholdt for lukkede døre af hensyn til den fortsatte efterforskning i sagen.
Ulovlig mootocross-knallert – Solrød Center, Solrød Strand
Kl. 16.54 tog færdselspolitiet en tur ind i området ved Solrød Center med baggrund i tidligere anmeldelser om knallertkørsel til ulempe i centerområdet.
På parkeringspladsen fandt færdselspolitiet en motorcross-knallert, hvorfra en yngre mand pludselig flygtede fra. Politiet fik dog identificeret vedkommende, så et telefonopkald til hans værge fik ham til at komme retur til politiet.
Der var tale om en 15-årig ung mand fra Karlslunde, der havde rådighed over motorcross-knallerten. Den var ikke i lovlig stand og ikke blevet brugt til kørsel, så knallerten skulle ifølge aftale med den 15-åriges værge gøres i lovlig stand. Det vil færdselspolitiet følge op på og herefter tage stilling til, hvorvidt der er grundlag for sigtelser mod ham.
Redning af nødstedt surfer – Rødvig - Stevns
Kl. 16.56 fik politiet via alarm 112 melding om, at en surfer var i nød på havet ud for strandnummer J935. En privatperson var sejlet ud mod surferen, men havde undervejs fået noget i bådskruen, så båden kunne ikke umiddelbart sejle videre.
Politiet fik i samarbejde med Forsvaret og det lokalberedskab en båd i vandet, så en 39-årig kvindelig surfer kunne reddes i land kl. ca. 17.15. Hun blev tilset af afventende ambulancepersonale, men var ikke kommet noget til.
Den nødstedte båd kom selv i havn på et senere tidspunkt.
Politiet foretog sig således ikke yderligere i sagen.
Narkokørsel – Roskildevej, Holbæk
Kl. 17.00 blev en 30-årig mand fra Holbæk sigtet for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil ad Roskildevej i Holbæk.
Han fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Hensynsløs og farlig kørsel – køretøj beslaglagt - Sønderstrupvej, Tølløse – Holbæk
Kl. 17.00 bemærkede en patrulje kørende på Sønderstrupvej i Tølløse en knallertkører køre hensynsløst på vejen. Patruljen bemærkede, at den unge og mandlige fører under kørsel på cykelstien i to tilfælde kørte kun på baghjulet, ligesom han også kørte i den forkerte side af vejen, så to modkørende trafikanter måtte bremse op for at undgå et sammenstød med ham.
Knallertkøreren forsvandt væk fra Sønderstrupvej, men politiet ledte efter ham på forskellige villaveje.
På en privatadresse fik politiet kontakt til en 16-årig ung mand fra Tølløse, der blev genkendt som føreren, ligesom selve køretøjet også blev genkendt.
Ved en umiddelbar besigtigelse af køretøjet lignede det for politiet, at der var foretaget så mange konstruktive ændringer, at en knallert måske var blevet til en mindre motorcykel. Derfor beslaglagde politiet køretøjet, så en bilinspektør som teknisk sagkyndig kan undersøge og kategorisere køretøjet nærmere.
Den 16-årige blev indledningsvist sigtet for den uforsvarlige og hensynsløse kørsel på Sønderstrupvej og kan måske risikere yderligere sigtelser, når køretøjet er blevet undersøgt nærmere.
Hurtig bilist i regnvejret – Mosede Landevej, Greve
Kl. 21.22 målte færdselspolitiet en bilist til at køre med mindst 96 km/t ad Mosede Landevej i vestlig retning, selv om højst tilladte hastighed er 50 km/t, og selv om det regnede kraftigt på forseelsestidspunktet.
En 22-årig mand fra Greve blev sigtet for hastighedsforseelsen og kan nu ud over en bøde også forvente en påstand om betinget frakendelse af kørekortet og et pligtigt bidrag på 500 kr. til Offerfonden.
Mand i sort tøj midt på vejen – Vindingevej, Vindinge, Roskilde
Kl. 00.28 fik politiet en henvendelse om en sortklædt mand med solbriller, som gik midt på Vindingevej ved Vindinge, så han næsten var blevet påkørt af anmelderen.
Politiet kørte til området og fik kontakt til den beskrevne mand, som dog ikke ønskede at tale med politiet. Han flygtede til fods ud på en mark, men det lykkedes senere at få lokaliseret manden.
Der var tale om en 30-årig mand uden fast bopæl, som satte sig til modværge, så politiet måtte bruge peberspray for at få ham frihedsberøvet, så han ikke var til fare for sig selv på vejen.
Efter en lægeundersøgelse på politistationen i Roskilde var den 30-årige indstillet på at lade sig indlægge frivilligt på et hospital til undersøgelse og fornøden behandling i anledning af sin uligevægtige sindstilstand. Den 30-årige blev ikke sigtet for noget i forbindelse med politiets kontakt med ham.
Færdselsuheld – Tømmerup Holmevej, Kalundborg
Kl. 03.30 slog unge mennesker fra en forulykket bil alarm, så ambulancepersonale og politiet rykkede ud til Tømmerup Holmevej.
Det viste sig, at en personbil med en 17-årig ung kvinde fra Kalundborg bag rattet var forulykket, så hun og tre passagerer i bilen blev tilset af ambulancepersonalet.
Der var ingen andre trafikanter involveret i ulykken, men politiet har optaget rapport for at få klarlagt omstændighederne ved ulykken nærmere, herunder hvorvidt den 17-årige, der havde et kørekort, lovligt kunne føre bilen under de givne omstændigheder.
Narkokørsel – Sankt Hans Gade, Roskilde
Kl. 03.42 sigtede politiet en 21-årig mand fra Roskilde for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil ad Sankt Hans Gade i Roskilde.
Han fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, så han kan forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.
Færdselsuheld – Hovedgaden, Hvalsø – Lejre
Kl. 05.25 måtte en 23-årig mand fra Sydsjælland ringe til alarmcentralen for at fortælle, at han som fører af en lastbil var kørt fast på Hovedgaden i Hvalsø i forbindelse med passage under jernbanebroen.
Politiet og redningspersonale kørte til stedet, hvor den 23-årige blev tilset af ambulancepersonalet, men tilsyneladende var sluppet uden behandlingskrævende skader.
Den forreste del af lastbilens varerumsopbygning var blevet ødelagt, da lastbilchaufføren ikke havde taget sig i agt for den begrænsede højde ved passage under jernbanebroen.
Redningspersonalet lukkede luften ud af lastbilens dæk og kunne herefter trække lastbilen fri.
Jernbanebroen over Hovedgaden havde ifølge synsmænd fra Bane Danmark ikke taget skade, så togdriften blev ikke forstyrret som følge af ulykken.
Redningsarbejdet blev afsluttet kl. ca. 06.30, så trafikken ad Hovedgaden kunne normaliseres.
Politiet har optaget rapport om uheldet for at få klarlagt de nærmere omstændigheder ved uheldet, da den 23-årige lastbilchauffør både var ædru og ikke påvirket af euforiserende stoffer. Ingen øvrige trafikanter blev direkte involveret i ulykken.