Nyt fra Nykøbing Sj i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Nykøbing Sj er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Døgnets anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Ingen

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Storebjerg, Greve
Hanerupvej, Regstrup
Grønningen, Jyllinge

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Skovløbervej, Klint, Nykøbing Sj.
Fyrrehaven, Ellinge Lyng, Vig (2 anmeldelser)
Stillidsvej, Greve

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

Tyveri fra køretøjer:

Tølløsevej, Hvalsø


Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Kirke-Såby – Lejre

Kl. 06.52 onsdag morgen forulykkede en varebil i det vestgående spor på Holbækmotorvejen mellem afkørslerne 15 Gevninge og 16 Kr. Sonnerup, så vragdele mv. lå spredt ud over begge kørebanehalvdele.

Det lokale redningsberedskab, ambulancepersonale og politiet rykkede ud til uheldsstedet, som med hjælp fra en tavlevogn blev afspærret, så trafikken i vestgående retning kunne passere uheldsstedet via nødsporet.

En for varebil lå på siden i det vestgående spor og spærrede sammen med både vragdele og tabt gods (pakker) for trafikken, men den 43-årige mandlige fører fra København V var sluppet uskadt fra ulykken, så der blev ikke brug for ambulancepersonalet.

Føreren af varebilen mistede under kørslen herredømmet over varebilen, så han påkørte autoværnet i midterrabatten, hvorefter varebilen væltede om på siden i det regnfulde vejr. Politiet undersøgte varebilen nærmere og kunne konstatere, at varebilens dæk var nedslidte, således at politiet sigtede både føreren og varebilens ejer for den overtrædelse af færdselsloven.

Oprydningsarbejdet kom til at medføre kortvarige spærringer af først det vestgående spor, dernæst det østgående spor, i korte perioder, og et bugseringskøretøj sørgede for at fjerne den væltede varebil.

Ingen øvrige trafikanter blev involveret i ulykken, så kl. ca. 09.30 var oprydningsarbejdet afsluttet, så trafikken ad motorvejen i begge retninger kunne normaliseres.

Færdselsuheld – Ringstedvej, Holbæk

Kl. 07.54 fik politiet en anmeldelse om, at to bilister havde strejfet hinanden, så der var sket mindre skader på køretøjer, men at den ene part ikke var blevet på uheldsstedet for at deltage i de foranstaltninger, som uheldet gav anledning til.

Politiet fik klarlagt, at 18-årig mand fra Jyderup var kørt i en personbil ad Ringstedvej mod nord, da han og en modkørende personbil strejfede hinanden, fordi de begge lå lidt langt til venstre i deres respektive vognbaner.

Den 18-årige var standset, men kunne ifølge sin forklaring ikke få kontakt til modparten, der var fortsat i sydlig retning. Ingen var kommet til skade som følge af uheldet, hvor kun de to parter var involveret.

Senere på dagen henvendte en 58-årig kvinde fra Asnæs sig på nærpolitistationen i Asnæs for at anmelde et færdselsuheld, som hun havde været impliceret i tidligere på morgenen. Hun oplyste, at hun ikke havde kunnet finde modparten, som hun havde strejfet under kørsel ad Ringstedvej i Holbæk.

Politiet kunne være hende behjælpelig med at opklare sagen og sætte hende i forbindelse med den 18-årige modpart, så kvindens henvendelse indgår nu i politiets rapport om færdselsuheldet.

Færdselsuheld – Torkilstrupvej / Munkholmvej, Kirke-Såby – Lejre

Kl. 07.58 rykkede politiet ud til endnu et færdselsuheld onsdag morgen, idet to personbiler var stødt sammen i krydset Torkilstrupvej – Munkholmvej.

Det viste sig, at en 24-årig mand fra Brabrand i en personbil var kørt ad Torkilstrupvej i nordlig retning og frem over vigelinjen ved Munkholmvej, hvor han ramte højre side på en personbil, som en 42-årig fra Holbæk førte ad Munkholmvej i østlig retning.

Det skete kun mindre materiel skade ved sammenstødet, og ingen af de to parter kom til skade. Politiet har optaget rapport om sammenstødet for at undersøge omstændighederne nærmere ud fra en mistanke om, at færdselslovens vigepligtsbestemmelser kan være blevet overtrådt.

Færdselskontrol – Fredensvej, Benløse, Ringsted

Kl. 09.45 onsdag morgen tog færdselspolitiet opstilling på Fredensvej, Benløse, for at lave en kontrol af bilisternes reaktion ved mødet med en færdselstavle, der forbød bilister at køre ind på Fredensvej, hvor der er et længerevarende vejarbejde i gang.

Færdselstavlen med undertavle tillader dog beboere og arbejdskørsel, men færdselspolitiet afslørede ved kontrollen frem til kl. ca. 12.15, at 16 bilister ikke respekterede forbuddet. Det resulterede i en sigtelse for overtrædelse af færdselsloven, så bilisterne kan nu forvente at modtage en bøde.

Onsdagens kontrollen var en opfølgning på en tilsvarende kontrol tirsdag aften i tidsrummet kl. ca. 19.45 – 21.30, hvor 12 bilister blev sigtet for overtrædelse af forbuddet.

Inden gennemførelse af de to kontroller havde politiet fra både Ringsted Kommune og beboere i området fået henvendelser om, at bilister ikke respekterede den opstillede skiltning.

Politiet vil fremadrettet have fokus på overholdelse af forbuddet, så fremtidige kontroller kan forventes – uden yderligere varsel.

Indbrud i villa – Hanerupvej, Regstrup – Holbæk

Kl. 14.55 var en 51-årig mand fra Regstrup kommet hjem til sit hus, hvor han kunne konstatere et indbrud, fordi et vindue var blevet opbrudt siden onsdag morgen, hvor han forlod bopælen.

Politiet kunne sammen med beboeren konstatere, at der var blevet stjålet et pengeskab, og politiet undersøgte stedet for eventuelle spor efter personer, der kunne mistænkes for indbruddet.

I forbindelse med den umiddelbare efterforskning fik politiet klarlagt via overvågningsmateriale, at indbruddet formentlig var blevet forøvet af tre personer. De var kl. ca. 08.20 kommet til Hanerupvej i en mørk/sort VW Polo personbil, hvortil en dobbeltakslet trailer var tilkoblet.

Det stjålne og tunge pengeskab var formentlig på en sækkevogn blevet kørt hen til bil og trailer, hvorefter indbrudstyvene flygtede fra området.

Et særligt kendetegn ved flugtbilen var, at personbilen var forsynet med et reservehjul på højre forhjul.

Politiet efterforsker nu indbruddet ud og afventer resultatet af de tekniske undersøgelser, men vil også gerne i kontakt med personer, der måtte have bemærket de tre mistænktes aktiviteter på Hanerupvej onsdag morgen, eller som måtte have oplysninger om personbilen. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Færdselsuheld – Vesterbro / Savværksvej, Nykøbing Sj. – Odsherred

Kl. 18.20 fik politiet en anmeldelse fra en lokal borger om, at en bil var forulykket på Vesterbro.

Politiet rykkede ud til uheldsstedet og kunne konstatere, at der ikke var nogen personer til stede ved den forulykkede personbil, som var blevet ført ad Vesterbro i østlig retning. I et sving mellem Vesterbro og Savværksvej var en granitpæl blevet påkørt, men bilen var fortsat ad Savværksvej, hvor endnu en granitpæl var blevet påkørt.

Efter anden påkørsel af granitpælene havde bilen fået så store skader, at den ikke kunne køre længere, hvorefter føreren havde forladt stedet og uden at underrette f.eks. politiet om påkørslerne.

Politiet har nu optaget rapport om uheldene i et forsøg på at få identificeret føreren, der formentlig ikke er kommet til skade som følge af uheldene. Personer, der har bemærket påkørslerne ske, må gerne henvende sig til politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Fupopkald afvist – Greve

Kl. 21.16 ønskede en 63-årig kvinde fra Greve at underrette politiet om, at en fremmed mand havde kontaktet hende telefonisk kl. ca. 21.00. Manden havde oplyst at ringe fra Rigspolitiets IT-afdeling, som havde afsløret, at en navngiven mand var ved at optage et lån i kvindens navn og derved misbruge hendes bankkonto.

Den 63-årige anede dog uråd og ønskede ikke at tale med manden længere, så hun afbrød opkald og undgik herved at blive udsat for svindel.

Politiet vil gerne rose den 63-årige for sin skepsis over for denne type af uventede opkald fra personer, der udgiver sig for at ringe fra f.eks. politiet, banken eller en myndighed i et forsøg på at lokke personlige oplysninger ud af folk. Spørg i sådanne tilfælde efter den pågældendes navn og arbejdsplads, hvorefter man selv finder hovedtelefonnummeret frem til den oplyste arbejdsplads for at lave et kontrolopkald. Fupopkaldet vil i de fleste tilfælde blive afsløret ved denne kontrol.

Store bøder i vente efter kontrolaktion mod kiosker – Køge / Greve / Solrød

Otte kiosker i Køge, Solrød og Greve fik i går besøg af Midt- og Vestsjællands Politi, Sikkerhedsstyrelsen, Fødevarestyrelsen og Skattestyrelsen. Myndighederne havde i en fælles kontrolaktion fokus på salg af ulovlige varer, og på om forretningerne overholdt gældende regler. Der var særligt fokus på salg af E-cigaretter og andre nikotinpræparater med ulovlige smagsvarianter som eksempelvis jordbær, cola eller is, som ikke er lovlige at sælge i Danmark.

Engangs-E-cigaretter med forskellige smagsvarianter, der går under navnet puff bars, ses meget udbredt blandt børn og unge. De smager af slik og ligner slik, men indeholder tre gange så meget nikotin som en almindelig cigaret. Politiets forebyggelsesafdeling har et tæt samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen og SSP for at forsøge at bekæmpe det ulovlige salg til mindreårige. Lokalbetjentene har hørt eksempler på brug af puff bars blandt børn helt ned til 5.-6. klasse. Det er i Danmark kun lovligt at sælge engangs-E-cigaretter med smag af tobak og mentol, og ligesom med andre tobaksvarer må de kun sælges til personer over 18 år.

Ved kontrollen blev der i kioskerne fundet samlet 698 ulovlige engangs-E-cigaretter med i alt 59 forskellige smagsvarianter på hylderne. Bødepåstanden fra Sikkerhedsstyresen lyder som udgangspunkt på 10.000 kroner per smagsvariant til forhandleren. Derudover blev der fundet en række produkter, bl.a. cigaretfiltre med smag, der kan tilsætte smag og duft til nikotinpræparater, hvilket også er ulovligt. I en kiosk i Køge kommune blev der ligeledes solgt ulovligt importeret snus og ikke-godkendt vandpibetobak. De ulovlige varer blev beslaglagt og taget med til destruktion.

En kiosk i Solrød var til gengæld dagens meget positive oplevelse. Her blev der kun solgt lovlige varer, og indehaveren fik ros for at have styr på alle mærkninger og papirer.

I de øvrige kiosker måtte myndighederne skrive flere sager. Nogle butikker havde ikke dokumentation på, at have betalt afgift af de varer, de solgte, nogle havde ikke styr på mærkningen af varerne, og enkelte kiosker havde ikke synligt skiltet med smileyordningen. I to tilfælde arbejdede der personale i kiosken, selv om de modtog ydelser fra det offentlige. I en kiosk var der så meget rod i papirerne vedrørende ejerforhold, at myndighederne nu skal undersøge sagens rette sammenhæng nærmere.

Når de øvrige myndigheder har færdigbehandlet sagerne, sendes de retur til politiet, der så står for at sende bøden frem til virksomheden. Der forventes at blive en samlet bødepåstand til kioskerne på mere end 600.000 kr.

Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi