Nyt fra Nykøbing Sj i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Nykøbing Sj er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Weekendens anmeldelser vedrørende:


Indbrud i virksomhed/forretninger:

Arnakkevej, Eskebjerg
Over Bølgen, Greve (forsøg)

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Nakkedamsvej, Kirke-Hyllinge
Strand Alle, Greve
Bækager Alle, Greve
Lisegårdsvænget, Tune
Iriskvej, Greve
Hasselhegnet, Greve
Olsbæk Strandvej, Greve
Mosebakken, Greve
Gersagervej, Greve (forsøg)
Dalbyvej, Nr. Dalby, Borup
Rugmarken, Borup
Stestrupvej, Kirke-Eskilstrup

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Frejasvej, Nykøbing Sj. (2 anmeldelser)
Sandagervej, Lumsås, Nykøbing Sj.
Storkelunden, Veddinge, Fårevejle St.

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

Tyveri fra køretøjer:

Skarridsøgade, Jyderup (3 anmeldelser)
Kundbyvej, Torslunde, Svinninge
Strædet, Svogerslev, Roskilde
Elmevej, Roskilde
Henrik Nielsens Vej, Roskilde
Bøgevej, Roskilde
Teglvænget, Roskilde
Kongsted rasteplads, Vestmotorvejen, Ringsted
Nordhøj, Køge
Elmegårdsparken, Jyderup
Møllevej, Høng
Sandbjergvej, Rørby, Kalundborg
Jernbanevej, Holbæk
Fælledvej, Roskilde
Hybenvang, Holbæk

 

Fredag – lørdag:

 

Kvinde omkommet i brand – Holmebækhuse, Herfølge – Køge

kl. 15.35 ringede en kvinde selv alarm 112 og sagde, at der var ild i en dyne. Politi og brandvæsen kørte hastigt frem, hvor der var kraftig røgudvikling i huset. En betjent forsøgte at finde personer i huset, men kunne ikke komme ind i stuen grundet den kraftige røg og flammer. Brandvæsnet røgdykkere kom kort efter ind i huset, hvor der blev fundet en omkommet person. Der blev ikke fundet øvrige personer eller dyr i huset. Politiet evakuerede de omkringliggende boliger i tilfælde af, at branden skulle sprede sig. Branden blev slukket før den spredte sig til andre huse, og der blev tilkaldt kriminalteknikere til at undersøge brandstedet.

 

Den omkomne blev undersøgt, hvor det blev fastslået, at der var tale om en kvinde, som formodes at være beboeren i huset. Der blev ikke fundet noget mistænkeligt omkring brandstedet eller den omkomne, som vil blive obduceret i denne uge. Først her kan kvinden endeligt identificeres. De pårørende til beboeren er blevet underrettet om branden. Brandundersøgelsen skal at forsøge at afklare, hvorfor dynen brød i brand og årsagen til, at kvinden døde.

 

Banksnyd lykkedes ikke – Greve

Kl. 17.12 anmeldte en 76-årig kvinde fra Greve, at hun kl. ca. 17.00 var blevet ringet op af en fremmed mand, der havde udgivet sig for at være ansat i Nordea. Han havde oplyst den 76-årige om, at hendes konto formentlig var blevet hacket, idet nogen havde overført 17.000 kr. fra hendes konto til en ukendt kontohaver. Bankmanden ville derfor gerne have hendes betalingskort udleveret, så hun kunne få nogle ny om nogle dage.Den 72-årige meddelte nu den fremmede mand, at hun ville kontrollere hans påstande nærmere ved bl.a. at kontakte politiet, hvorefter opkaldet straks blev afsluttet, inden hun nåede at lide et økonomisk tab.Politiet kunne efterfølgende konstatere, at den fremmede mand ringede fra et mobiltelefonnummer, som ikke var registreret til nogen bestemt abonnent.

 

Falsk bankmand fik betalingskort – Køge

Kl. 18.03 anmeldte en 76-årig kvinde fra Køge, at hun på et tidspunkt mellem kl. 16.00-17.00 havde talt med en fremmed mand, der havde oplyst at ringe fra Nordea i Køge.Den fremmede mand havde oplyst, at mange udenlandske mænd var i gang med at hacke sig ind på den 76-åriges konto, hvorfor hun skulle aflevere sit betalingskort til en person, der ville komme til hendes bopæl kort efter.

 

Lidt senere havde den 76-årige udleveret sit betalingskort til den mand, der dukkede op ved hendes bolig. Han blev beskrevet som dansktalende, 25-30 år, 170-175 cm høj, spinkel af bygning, brunlig hud, sort hår, iført hvid skjorte og cowboybukser.

 

Efterfølgende var den 76-årige blevet mistænkelig og havde kontaktet et familiemedlem, der anbefalede at anmelde forholdet til politiet.En patrulje kørte efterfølgende i tryghedsskabende øjemed til den 76-åriges bopæl for at afhøre hende om de nærmere omstændigheder ved den falske bankmands henvendelse.

 

Brand i villa – Ved Rådhuset, Greve

Kl. 18.48 kom et alarmopkald brand i et parcelhus i et plan på adressen Ved Rådhuset i Greve. En motorcykelbetjent var tættest på stedet og kørte hurtigt frem, hvor han så røg fra husets tag. Kort efter ankom brandvæsnets slukningskøretøjer og gik i gang med at undersøge, hvorfra røgen kom fra. Der var ingen personer i huset, men politiet kontaktede husets beboeren, som blev bedt om at komme hjem. Kort efter brød der flammer igennem husets tag.

Branden var startet omkring dagligstuens og havde spredt sig til den østlige del af taget, hvor tagstenene begyndte at springe. Politiet afspærrede Lillevangsvej i begge retninger af sikkerhedsmæssige årsager, da der var risiko for at branden skulle sprede sig, og for at give redningskøretøjerne plads til at arbejde. Busruter forbi stedet blev desuden omlagt.

Nogen bilister var ikke helt tilfredse med dette, og en 34-årig mand fra Greve nægtede at vende om, selvom færdselsbetjenten der afspærrede vejen bad ham om det. Bilisten fortsætte videre ad Lillevangsvej, men blev stoppet i krydset Jerismosevej, hvor han blev sigtet for ikke at efterkomme anvisninger for færdslen. En anden bilist, en 21-årig mand fra Greve blev sigtet for unødig røg og støj, da han på vej væk fra afspærringen gassede unødigt kraftigt op og lavede hjulspin vej væk fra stedet.

Alt imens kæmpede brandvæsnet med at slukke branden. Taget måtte opbrydes for at slukke ilden, og slukningen stod på i mange timer. Kort før midnat var politiet færdige på stedet, men efterslukningen af branden fortsatte. Branden vil blive undersøgt nærmere af brandefterforskere, som skal forsøge at afklare brandårsagen.

 

Brand i lade – Smedebakken, Hvalsø – Lejre

Kl. 00.47 kørte politi og brandvæsen til brand i en lade i Hvalsø. Ilden blev opdaget af en nabo, som slog alarm. Branden var startet i en traktor, som havde været ude at køre tidligere på dagen. Politiet kontaktede ejeren af laden, som oplyste, at der ikke var personer på gården. Brandvæsnet slukkede ilden, som nåede at sprede sig til noget korn i laden. Det var ikke muligt at fastslå brandårsagen, som skal undersøges nærmere. Der skete skade på traktoren og laden, men ingen personer kom noget til.

 

Påvirket bilist torpederede bagerbutik – Valdemar Sejrsvej, Holbæk

Kl. 05.00 kørte en bilist galt på Valdemar Sejrsvej i et soloheld. Bilisten kørte af ukendte årsager ud i midterrabatten, hvorefter han fortsatte over i en lygtepæl og igennem flere haver, for til sidst at ende i facaden på en bagerbutik. Føreren, en 24-årig mand fra Holbæk og de to passagerer, som var med i bilen slap uskadt fra uheldet. ¨

En patrulje kom frem og anholdt den 24-årige mand, som blev skønnet påvirket af både spiritus og narko. Han fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Bilen blev trukket ud af forretningen og uheldsstedet undersøgt for, om der var risiko for sammenstyrtning, hvilket der ikke var. Der skete desuden omfattende skade på de tre haver, som bilen kørte igennem på sin rute. Politiet optog rapport og den 24-årige vil senere høre mere i sin sag.

 

 

Lørdag – søndag:

 

Færdselsuheld – Vordingborgvej, Køge

Kl. 08.04 rykkede politiet ud til et færdselsuheld mellem to bilister ud for en tankstation.
Det viste sig, at en 58-årig mand fra Præstø havde nedsat farten under kørsel ad Vordingborgvej mod nord, idet han ville svinge til højre ind på en tankstation. Det overså en bagfra kommende, 20-årig mand fra Herfølge, så han påkørte bagenden af den 58-åriges bil. Påkørslen medførte, at den 58-åriges bil blev skubbet fremad og kørte ind i både en lysmast og en reklamestander ved tankstationen.
Ingen kom til skade ved uheldet, som politiet blot registrerede omstændighederne ved. Køge Kommune blev som ejer af lysmasten underrettet om skaden på denne.

Truende mand sigtet for trusler mv. – Lerchenfeldvej, Kalundborg

Kl. 10.05 fik politiet en anmeldelse fra beboere på Lerchenfeldvej, som var blevet opsøgt af naboen. Han havde truet dem på livet, fordi han mistænkte dem for at smidt skrald ind på hans grund.

Politiet rykkede ud til området, hvor den truende nabo hurtigt blev identificeret som en 48-årig mand fra Kalundborg. Da politiet tidligere har været på adressen og derfor havde et godt kendskab til den 48-åriges personlige forhold, tog politiet de nødvendige sikkerhedsmæssige foranstaltninger i forbindelse med anholdelse af ham.

 

Det skete kort før kl. 13.00, hvor den 48-årige blev anholdt uden for sin bopæl uden større dramatik. Ved visitationen fandt politiet ham i besiddelse af en totenschlæger, som blev beslaglagt som bevis i en sag om overtrædelse af våbenloven.
Den anholdte var kraftigt påvirket af spiritus og blev i øvrigt skønnet lettere uligevægtig i forbindelse med en lægeundersøgelse på politistationen Roskilde, hvortil han blev transporteret efter anholdelsen.

 

Den 48-årige blev løsladt efter afhøringen til sager om trusler på livet over for naboen samt overtrædelse af våbenloven, idet politiet og anklagemyndigheden vurderede, at der ikke var grundlag for fremstilling i et grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling. Den 48-årige vil således på et senere tidspunkt høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.

Uro og uorden – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 13.21 rykkede politiet ud til en af perroner på togstationen, hvor en påvirket mand opholdt sig i et venterum, men havde en truede og aggressiv adfærd, så andre rejsende på perronen følte sig utrygge. Patruljen ankom til stedet få minutter senere, men den utryghedsskabende og formentlig også spirituspåvirkede mand var forsvundet fra stedet i ukendt retning.

 

Under politiets ophold på perron opdagede patruljen, at der var ildebrand i en skraldespand, så brandvæsnet måtte tilkaldes.
Politiet vurderede, at de to hændelser ikke havde nogen direkte sammenhæng med den utryghedsskabende mand. Branden i skraldespanden blev hurtigt slukket af brandvæsnet, og politiet foretog sig efterfølgende ikke yderligere i anledning af de to hændelser på perronen.

Færdselsuheld – Strøby Bygade, Strøby – Stevns

Kl. 15.10 anmeldte pårørende til en 9-årig dreng fra Klippinge, at drengen i forbindelse med passage af vejen var blevet strejfet af en bilist, så drengen var kommet til skade. De pårørende havde kørt drengen til skadestuen, hvor han blev behandlet for en lettere kvæstelse.

 

Politiet fik klarlagt, at den 9-årige dreng var blevet ramt af et sidespejl på en bil, der blev ført af en 77-årig kvinde fra Strøby i nordlig retning ud for et busstoppested. Bilisten og drengens forældre havde udvekslet oplysninger på uheldstidspunktet. Efterfølgende kørte politiet til bilistens adresse, hvor politiet kunne konstatere, at et sidespejl på hendes bil var blevet ødelagt som følge af sammenstødet med den 9-årige dreng.

Politiet har nu optaget rapport om uheldet på grund af personskaden hos den 9-årige samt for at få klarlagt de nærmere omstændigheder.

Brandundersøgelse – Grønnegade, Roskilde

Kl. 16.39 slog en 42-årig mand fra Roskilde, da han kunne konstatere, at hans bopæl var fyldt med røg, da han kom hjem.
Brandvæsnet kørte til stedet sammen med politiet, der kunne konstatere megen røg i lejligheden efter en mindre brand. Ingen kom til skade ved branden, som ifølge oplysninger fra beboeren kunne være opstået som følge af uforsigtighed med et stearinlys.

Politiet har derfor optaget rapport om branden, så det senere kan afgøres, hvorvidt den 42-årige kan mistænkes for en overtrædelse af beredskabsloven på grund af uforsigtighed med noget, der kunne forårsage en ildebrand.

Utryghedsskabende unge – Sortebrødreplads, Roskilde

Kl. 17.01 fik politiet et par henvendelser fra borgere om en flok unge, der opholdt sig ved et parkeringshus på Sortebrødreplads. De unge røg og indtog alkohol, ligesom de kiggede ind i de omkringliggende boliger.

Politiet kørte til stedet og fik kontakt til otte drenge i alderen 14 og 15 år. De var stille og rolige, men blev bortvist fra stedet på grund af adfærden som oplyst i anmeldelserne med en samtidig besked om at rydde op efter sig. Ingen blev sigtet for noget i forbindelse med bortvisningen fra stedet.

Utryghedsskabende mand – Køge

Kl. 17.56 fik politiet de første henvendelser om en utryghedsskabende mand, der blev skønnet uligevægtig. Han havde ifølge anmeldelserne grebet fat i en kvindes ben og været lidt truende under sin færden på Skovparken, Køge. Et par patruljer kørte til området for at lede efter manden, som dog var forsvundet i første omgang. Politiet fik kontakt til en kvindelig anmelder, som dog ikke ønskede noget videre fra politiets side.

Kl. ca. 18.30 lykkedes det at finde manden, som var en 30-årig, spirituspåvirket mand fra Herfølge. Han blev ikke sigtet for noget, men henvist til at tage hjem, hvilket han var indforstået med og gik fra stedet, hvor politiet traf ham.

Kl. ca. 19.25 fik politiet igen en henvendelse om den 30-årige, der nu skabte utryghed på Huginsvej, Køge. Kort efter fik politiet igen kontakt til den 30-årige, som tilsyneladende ikke havde fulgt politiets opfordring om at tage hjem. Han blev nu frihedsberøvet for at undgå yderligere anmeldelser om utryghed og forblev efter en lægeundersøgelse i politiets varetægt frem til midnat, hvor han blev løsladt.

Uro og uorden på S-togstation – Solrød Center, Solrød Strand

Kl. 20.16 fik politiet en anmeldelse om, at flere personer var i slagsmål på stationsområdet, og flere af dem skulle være maskerede.
Politiet kørte til området med et par patruljer og fik kontakt til fire mænd i alderen 16 og17 år fra Greve og Køge. En 24-årig mand fra Solrød Strand forsøgte at flygte fra stedet, men blev løbet op af politiet.
Ingen ønskede at medvirke til noget i forhold til opklaring af årsagen til uroen og den utryghedsskabende adfærd i området. Politiet fandt ikke grundlag for at sigte nogen for noget i anledning af anmeldelsen, efter at politiet havde sikret, at der var ro i området.

Trusler mod beboer i opgang – Fasanvej, Køge

Kl. 20.49 anmeldte en 37-årig mand fra Køge, at han var blevet truet på livet af en underbo fra samme beboelsesejendom, som anmelderen selv boede i.Den 37-årige var blevet kontaktet af underboen, der havde klaget over støj fra den 37-åriges lejlighed. Det var den 37-årige uenig i, hvorefter der var opstået en kortere diskussion mellem de to mænd, inden den 37-årige blev truet med en kniv, som underboen pludselig tog frem.

 

Den 37-årige smækkede døren til sin bopæl i, hvorefter han kunne høre, at kniven blev hugget flere gange i døren.
Politiet kørte til stedet og fik kontakt til underboen, der stadig var i besiddelse af en kniv med en bladlængde på ca. 12 cm. Han blev anholdt og identificeret som en 45-årige, spirituspåvirket mand fra Køge, der blev sigtet for trusler på livet over for den 37-årige samt overtrædelse af knivloven. Den anholdte forblev i politiets varetægt til afrusning frem til søndag formiddag, hvor han blev løsladt efter afhøring til sagerne.

Brandundersøgelse – Vestre Ringvej, Borup – Køge

Kl. 23.10 slog en forbikørende bilist alarm på grund af brand i en henstillet bil på parkeringspladsen på Vestre Ringvej ved Vestmotorvejen.
Brandvæsnet fik slukket ilden, der ifølge anmelderen var opstået i bilens kabine, og som brandvæsnet fik begrænset hertil. Der var ikke andre biler på parkeringspladsen.

Politiet fik kontakt til bilens ejer, som oplyste, at bilen i løbet af lørdagen var blevet stjålet fra Næstved. Årsagen til branden i bilen skal nu undersøges nærmere ud fra en mistanke om, at der kan ligge en kriminel handling bag. Området ved parkeringspladsen blev rutinemæssigt undersøgt for spor efter personer, der kan mistænkes i forbindelse med branden i den stjålne bil.

Brandundersøgelse – Pibergårdsvej, Jyllinge – Roskilde

Kl. 00.01 modtog politiet en henvendelse fra brandvæsnet, som netop havde slukket en ildebrand i en hæk på Pibergårdsvej.
Årsagen til brandvæsnets henvendelse var, at brandvæsnet havde fundet en genstand, der kunne minde om en molotovcocktail i hækken på det sted, hvor hækken havde brændt.
Politiet sikrede sig resterne af en molotov-lignende genstand til nærmere undersøgelse for eventuelle spor, der identificere den eller de personer, der kan mistænkes for at have henkastet den i hækken.

Indbrudstyve overrasket to steder – Greve

Kl. 00.05 fik politiet en anmeldelse om, at anmelderen netop var kommet hjem til sin bolig på Iriskvej, Greve, og formentlig havde overrasket nogle indbrudstyve, der var flygtet fra stedet.
Politiet kørte til området for at lede efter mistænkelige personer, der kunne mistænkes for indbruddet, men traf ikke nogen ved eftersøgningen i området. Adgang til anmelderens bolig var sket via boligens første sal, idet en stige var benyttet til komme derop.

Kl. 01.25 fik politiet den næste anmeldelse om, at beboeren i en villa på Hasselhegnet formentlig havde jaget indbrudstyve væk, idet de var flygtet ud ad villaens terrassedør, da beboeren kom hjem. De flygtende forsvandt i sydlig retning mod Blågårdsparken, hvor de forsvandt.
Politiet fandt trods eftersøgning med flere patruljer ikke nogen mistænkte, der havde skaffet sig adgang ved opbrydning af et vindue i bryggerset. Fra villaen var der blevet stjålet smykker i forbindelse med en gennemrodning i soveværelset.

Politiet i Køge hører gerne fra personer, der måtte havde bemærket noget på flugt i områderne ved Iriskvej og Hasselhegnet i Greve på tidspunkterne for anmeldelserne til politiet. Kontakt politiet via tlf. 114 med oplysninger i sagerne.

Bedraget af falsk bankmand – Roskilde

Kl. 00.56 anmeldte en 72-årig kvinde fra Roskilde, at hun var blevet snydt af en falsk bankmand, der havde fået udleveret personlige kode-oplysninger, så misbrug af hendes bankkonto havde været muligt.

Politiet kørte til den 72-åriges bopæl og fik klarlagt, at hun kl. ca. 21.30 var blevet ringet op af en mand, der havde præsenteret sig som en sikkerhedsmedarbejder fra NETS. Han begrundede sin henvendelse med, at der allerede var sket mistænkelige transaktioner fra hendes bankkonto, og at hun kunne risikere at miste yderligere penge.

 

For at hjælpe hende skulle den falske bankmand have udleveret hendes netbankoplysninger, som hun udleverede, ligesom hun efterfølgende godkendte forskellige beskeder, der dukkede op på MitID-appen på telefonen.
I løbet af omtrent en time lang samtale lykkedes det den falske bankmand at misbruge den 72-åriges bankkonti til diverse varekøb for et samlet beløb på knap 40.000 kr.

 

Efterfølgende kontaktede den 72-årige sin bank, som fik spærret de transaktioner, som kunne nå at blive spærret.
Politiet kunne efterfølgende konstatere, at opringningen til den 72-årige var sket fra en mobiltelefon med et taletidskort og ikke fra et officielt telefonnummer fra NETS eller hendes bank. Denne bedragerisag efterforskes nu i lighed med øvrige sager, hvor ældre borgere fuppes til at udlevere personlige oplysninger, som misbruges af bedragere til at opnå en økonomisk gevinst.

Lov om euforiserende stoffer mv. – Vestergade, Holbæk

Kl. 05.21 kontrollerede politiet en 33-årig mand fra Ishøj, som blev fundet i besiddelse af 0,5 gram kokain i forbindelse med sit ophold som gæst på et værtshus. Efter en sigtelse for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer blev den 33-årige gjort bekendt med, at han i medfør af restaurationsloven fik meddelt et forbud de næste to år mod at opholde sig som gæst på det værtshus. Senere vil han høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelsen for den ulovlige narkotikabesiddelse.

Færdselsuheld / spirituskørsel – Røsnæsvej, Kalundborg

Kl. 05.28 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, idet en personbil var forulykket og havde påkørt en lygtepæl.
Det viste sig, at en 21-årig mand fra Kalundborg under kørslen havde mistet kontrollen over sin personbil, så han kørte ind i lygtepælen. Både han og en passager slap uskadte fra ulykken, men den 21-årige blev anholdt og sigtet for spirituspåvirket, idet politiet mistænkte ham for at være påvirket af alkohol under kørslen.

Den 21-årige fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og blev efterfølgende løsladt. Ingen øvrige trafikanter blev impliceret i ulykken, og et bugseringsfirma flyttede bilen til en nærliggende parkeringsplads ved en skole.

 

 

Søndag – mandag:

 

Tyverier fra personbiler – Roskilde

I løbet af søndagen modtog politiet fem anmeldelser om tyveri fra personbiler i den vestlige del af Roskilde by og i Svogerslev.
Fælles for alle anmeldelser var, at der var tale om biler af mærket BMW, at adgang til køretøjerne var sket ved rudeknusning, og at rattet samt f.eks. radio, konsol eller infotainmentsystemet var blevet stjålet.

 

Tyverier var alle foregået på et ukendt tidspunkt mellem lørdag eftermiddag og søndag, hvor bilejerne havde opdaget tyverierne.
Bilerne havde været henstillet om natten på Strædet, Svogerslev, og i Roskilde på Elmevej, Henrik Nielsens Vej, Bøgevej og Teglvænget.
Politiet har efter anmeldelserne undersøgt bilerne i et forsøg på at finde eventuelle spor, der kan identificere tyven(e). Selv om bilerne har været parkeret enten i indkørslen eller meget tæt på det sted, hvor de respektive bilejere opholdt sig om natten, har ingen af dem hørt noget i forbindelse med tyverierne.

Politiet i Roskilde hører derfor gerne fra personer, der har bemærket usædvanlig aktivitet på de nævnte veje i løbet af natten mellem lørdag og søndag. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagerne.

Tog fejl af pedaler og kørte galt – Møllebækvej/Skovledsvej, Herfølge – Køge

Kl.07.20 kørte en 89-årig kvinde fra Odense galt i vejkrydset Møllebækvej/Skovledsvej i Herfølge. Hun kørte ad Skovledsvej frem mod T-krydset, hvor hun ved en fejl ramte gaspedalen i stedet for bremsen. Bilen accelererede derfor uventet hurtigt, så svinget blev for bredt og bilen kørte af vejen og igennem et krat på Møllebækvejs nordlige side. Både føreren og en passager, der sad på forsædet kunne ikke komme ud, da bilens døre var blokeret af træer og buske. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor bilen blev trukket ud af krattet. De to personer blev tilset i ambulance, men de var begge sluppet uskadt fra uheldet. Politiet registrerede uheldet og orienterede Køge Kommune om de beskadigede træer.

Voldsom butikstyv – Ølbycenter, Køge

Kl. 08.32 tilbageholdt personalet i Lidl en mand, som forladt butikken uden at betale for en wienerstand – en såkaldt prinsessestnadn og noget morgenbrød. Manden havde ved kassen betalt for nogle mejeriprodukter, men brødet havde han lagt i en bærepose, som han tog med igennem kassen uden at betale. Butikstyven blev voldsom over for personalet, da han blev stoppet, og slog ud efter en medarbejder, som blev ramt i ansigtet. Herefter løb han fra stedet i vestlig retning.

Politiet kørte til stedet, hvor de søgte efter de flygtende mand, men ikke fandt frem til ham. Personalet og vidner på stedet blev afhørt, og der blev indhentet videoovervågning fra butikken.  Mandag formiddag henvendte en mand sig i ekspeditionen på Køge Politistation og erkendte, at han havde stjålet fra Lidl. Den 57-årige mand fra Køge, blev sigtet og afhørt til sagen. Han kan forvente at høre mere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Narkokørsel – Kronhøjvej, Store-Heddinge – Stevns

Kl. 16.35 blev en 43-årig kvinde fra lokalområdet stoppet rutinemæssigt, da hun kørte ad Kronhøjvej ud for rådhuset i Store-Heddinge. En narkometertest viste positiv for hele tre stoffer – opiater, kokain og amfetamin. Hun blev anholdt, sigtet for narkokørsel og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter hun blev løsladt. Når blodprøven er blevet analyseret, vil den 43-årige høre mere om sagens videre gang.

Mindre sportsfly styrtede ned – Almstoftevej, Ringsted

Kl. 17.35 kom et alarmopkald om et flystyrt på en mark syd for Sneslev i Ringsted. Flyet var to personer, en mand og en kvinde i 50´erne fra Tyskland som selv var i stand til at kravle ud af flyet efter styrtet. Politi og redning kørte til stedet, hvor også en lægehelikopter blev sendt, da der var mistanke om, at kvinden var kommet til skade.

Flyet, som var på vej i retning med Hamborg, var lettet fra Roskilde kort før, men kom i problemer ved Ringsted. Flyet var forsynet med en sikkerhedsfaldskærm, som blev udløst til at tage farten af flyet i forbindelse med styrtet. Da begge personer var ude af det styrtede fly tog vinden fat i faldskærmen, så flyet blev vendt om på hovedet. Ingen personer kom noget til i den forbindelse.

De to personer fra flyet blev fløjet til behandling. Den mandlige pilot slap med mindre knub, men kvinden fik alvorlige brud. Havarikommisionen kom til stedet, hvor der blev foretaget en undersøgelse af ulykkesstedet. Hjemmeværnet bevogtede uheldsstedet natten over, så undersøgelserne kunne fortsatte dagen efter. Nu afventer politiet Havarikommissionens rapport, som skal forsøge at afklare om styrtet skete som følge af en teknisk eller menneskelig fejl.

Bil taget fra spiritusbilist med høj promille – Rosen, Holbæk

Kl. 18.10 blev en 55-årig mand fra Holbæk stoppet i en personbil i rutinekontrol på Rosen i Holbæk. Bilisten viste sig at være en 55-årige mand fra Holbæk, som var påvirket af spiritus og frakendt kørekortet. Alkometeret viste en promille på over 2,0, så han blev anholdt, sigtet og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Da promillen var over 2,0 hører sagen ind under reglerne om vanvidskørsel. Politiet beslaglagde derfor den 55-åriges bil, hvilket han accepterede. Når blodprøven er blevet analyseret vil den 55-årige høre mere i sin sag, som vil blive afgjort ved et senere retsmøde. Retten vil her taget stilling til, om bilen kan endeligt konfiskeres.

Tyveri af diesel fra lastbil – Kongstedvej, Kongsted – Ringsted

Kl. 03.33 anmeldte en gårdejer, at han kort forinden havde overrasket to person i en bil på sin ejendom, da han luftede sine hunde. Der stod en person ved gårdejerens lastbil, men han satte sig ind i bilen, som kørte fra stedet. Gårdejeren kørte efter den flygtende i sin egen bil, og så at bilen med de to mistænkelige personer kørte ud over en mark, hvor bilen efter ca. 700 m stoppede, ”hostede” og ikke kunne starte igen. Tilbage på gårdspladsen så gårdejeren, at dækslet til hans lastbil stod åben, og der lugtede af diesel. Han ringede herefter til politiet.

En patrulje blev hurtigt sendt til stedet, hvor to mænd på 32 og 42 år fra Rumænien blev anholdt i bilen på marken. I bilen fandt politiet slanger på bagsædet, som lugtede af diesel. De to anholdte blev taget med til politistationen til afhøring og sagsbehandling. Sagen blev mandag morgen juridisk vurderet, og der blev ikke fundet grundlag for at udvise de to mænd fra Danmark. De blev derfor løsladt efter at straffesagen var blevet afgjort.


Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi