Nykøbing Sj er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Ventrupparken, Greve (forsøg)
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Ingen
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Joensuuvej, Himmelev, Roskilde (forsøg)
Tyveri fra køretøjer:
Anneberg Stræde, Nykøbing Sj.
Byvejen, Osted, Lejre
Utryghedsskabende mand – Vesterbro, Nykøbing Sj. – Odsherred
Kl. 09.25 modtog politiet en anmeldelse om en mand, der befandt sig uden for en butik, hvor han også havde anbragt forskellige medbragte effekter, bl.a. dødningehoveder. Desuden talte manden med sig selv og var til tider frembrusende for over andre, der færdedes i området.
En patrulje fra lokalstationen i Nykøbing Sj. fik kontakt til en 44-årig mand fra lokalområdet, som efter hurtig konsultation hos egen læge gav udtryk for, at han gerne ville have den fornødne hjælp. Politiet transporterede ham derfor til et sygehus i Slagelse, hvor han blev afleveret med henblik på den fornødne behandling og omsorg.
Lov om euforiserende stoffer – Løvparken, Roskilde
Kl. 13.35 kom en patrulje forbi en kvinde og to mænd, der sad på en bænk og røg. Politiet kunne lugte, at en af dem røg noget, hvor hash var iblandet.
Det viste sig, at en 66-årig mand fra Roskilde skønnedes påvirket af euforiserende stoffer og i øvrigt var i besiddelse af en klump hash på knap otte gram i en bukselomme. Hashklumpen blev beslaglagt som bevis i forbindelse med en sigtelse til den 66-årige for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Han vil derfor høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.
Arbejdsulykke – Lunikvej, Greve
Kl. 14.21 fik politiet oplysninger om, at en mand var kommet til skade i forbindelse med sit arbejde, så han var blevet indbragt til en skadestue til behandling for mindre, overfladiske skader.
Det viste sig, at en 36-årig mand fra København havde stået med en slange fra en beholder med et syreholdigt væske i. Pludselig var slangen gået løs, så den syreholdige væske trods hans værnemidler var kommet ned i hans fodbeklædning og havde ramt det ene ben.
Arbejdstilsynet blev underrettet om sagen, som politiet har optaget rapport om, så Arbejdstilsynet og politiet på et senere tidspunkt kan afgøre, hvorvidt nogen kan drages til ansvar for ulykken.
Målrettet kontrolindsats i wellness-branchen - Odsherred
Udlændingeafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi var onsdag eftermiddag på kontrolbesøg i fire forretninger inden for wellness-branchen som led i en kontrol af både ulovlig arbejdskraft og eventuel udnyttelse af kvinder.
Tre byer i den nordlige del af Odsherred kommune fik besøg af udlændingeafdelingen, der ved kontrollerne traf i alt fem kvinder. De blev alle kontrolleret, og af de kontrollerede var der også udenlandske kvinder, som havde orden i både opholds- og arbejdstilladelser til Danmark.
Sidst på eftermiddagen var de fire kontrollerer gennemført, og politiet havde ikke fundet anledning til hverken sigtelser eller rapportoptagelser nogen steder.
Narkokørsel uden førerret – Skagerakvej, Holbæk
Kl. 16.35 anholdt og sigtede politiet en 30-årig mand fra Svinninge for både kørsel i narkotikapåvirket tilstand og uden førerret i en personbil. Narkometertesten indikerede nemlig, at han var påvirket af amfetamin, og førerretten havde den 30-årige ikke fået generhververet efter udløbet af en tidligere frakendelse.
Politiet løslod den 30-årige fører efter udtagelsen af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, hvorefter bilejeren blev kontaktet og sigtet for at have overladt føringen af personbilen til en person, som ikke lovligt kunne være fører på grund af den manglende førerret.
Utryghedsskabende mand i supermarked – Ølbycenter, Køge
Kl. 17.41 blev en 44-årig kvindelig kunde så utryg ved en mands adfærd i et supermarked, at hun slog alarm til politiet. Manden var ifølge anmeldelsen gået amok, råbte og skreg, ligesom han kastede rundt med forskellige genstande i supermarkedet, så anmelderen var flygtet via en nødudgang.
Politiet var hurtigt fremme og fik kontakt til en 33-årig mand fra Fakse, som nu kun talte højlydt. Manden ønskede trods alt at få noget hjælp, hvorfor politiet bragte ham til et sygehus i Roskilde til fornøden omsorg og behandling. Ingen var fysisk kommet til skade som følge af mandens adfærd, og politiet vejledte både kunder og personale om at kontakte sundhedsfagligt personale, såfremt der efterfølgende kom en reaktion på deres oplevelser. Den 33-årige blev ikke sigtet for noget i anledning af adfærden i supermarkedet.
Spiritus-/narkokørsel uden førerret – Sydmotorvejen, Herfølge - Køge
Kl. 18.50 standsede politiet en personbil på Sydmotorvejens tilkørsel ved Herfølge med henblik på rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet.
Føreren var en 38-årig mand fra Hvidovre, der ikke kunne fremvise noget kørekort, idet han ikke havde generhvervet førerretten efter udløbet af en tidligere frakendelse. Desuden skønnedes han påvirket af både alkohol og euforiserende stoffer, hvilket blev bekræftet af bl.a. en alkometertest, så han blev sigtet for både spiritus- og narkokørsel i personbilen.
Den 38-årige blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af blodprøver til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer, så han vil høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringerne foreligger.
Løb over jernbanespor foran tog – Jernbanevej, Mørkøv – Holbæk
Kl. 18.14 anmeldte en DSB-medarbejder, at en teenagedreng kl. 17.33 på Mørkøv station havde krydset et jernbanespor lige foran et tog, der netop var startet for at køre mod Kalundborg.
Teenagedrengens krydsning af sporet resulterede i en kraftig opbremsning med toget, inden det kunne fortsætte mod Kalundborg. Teenagedrengen blev ikke ramt og løb over til en anden perron, hvor han løb ind i et tog mod København.
Anmelderen havde i mellemtiden erfaret, at teenagedrengen var flygtet fra toget mod København på Regstrup station, da han skulle give personlige oplysninger til brug for en kontrolafgift, idet teenagedrengen ikke havde nogen billet.
Trods tidsforløbet kørte politiet til Regstrup-området for at lede efter teenagedrengen, der var iført et rødligt joggingsæt og i øvrigt medbragte en rygsæk. Det lykkedes dog ikke politiet finde teenagedrengen, der kunne mistænkes for overtrædelse af jernbaneloven på Mørkøv station i forbindelse med den livsfarlige krydsning af jernbanesporet.
Narkokørsel – Slagelse Landevej, Kalundborg
Kl. 20.25 anholdt og sigtede politiet en 26-årig mand fra Kalundborg for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil ad Slagelse Landevej.
Politiet løslod manden efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, og han vil derfor høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.
Spirituskørsel – Stenhusvej, Holbæk
Kl. 23.55 blev en 19-årig mand fra Holbæk anholdt og sigtet for spirituskørsel i en personbil, som han førte ad Stenhusvej. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol, så han vil høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.
Narkokørsel uden førerret – Højager, Greve
Kl. 01.14 blev en 25-årig mand fra Greve standset som fører af personbil, som han førte, selv om han ikke havde generhvervet sit kørekort efter udløbet af en tidligere frakendelse. Politiet sigtede ham indledningsvist for kørsel uden førerret og udvidede sigtelserne til også at omfatte narkokørsel, idet narkometertesten indikerede, at han var påvirket af cannabis under kørslen.
Den 25-årige blev anholdt kortvarigt og løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Bilen, som den 25-årige var fører af, tilhørte ikke ham, så politiet sigtede efterfølgende bilejeren for at have overladt føringen til en person, der ikke lovligt kunne være fører. Begge sigtede vil derfor høre nærmere fra politiet, når deres sager skal afgøres.
Narkokørsel – Valdemar Sejrsvej, Holbæk
Kl. 01.54 anholdt og sigtede politiet en 25-årig kvinde fra Holbæk for at være fører af en personbil, selv om hun ifølge en narkometertest var påvirket af cannabis under kørslen. Efter en sigtelse for narkokørsel og udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer løslod politiet den 25-årige, der vil høre nærmere om sin sag, når analyseerklæringen foreligger.
Spiritus-/narkokørsel – Stationsholmen, Greve
Kl. 02.11 blev en 18-årig mand fra Greve sigtet for kørsel uden førerret i en personbil, som han på Stationsholmen ved en tankstation havde ført så usikkert, at politiet havde fået en anmeldelse herom.
Politiet fik kontakt til den 18-årige, der endnu ikke havde erhververet sig et kørekort, og som i øvrigt blev skønnet påvirket af alkohol og måske også euforiserende stoffer. En alkometertest bekræftede spirituspåvirkningen, så den 18-årige blev også sigtet for både spiritus- og narkokørsel i personbilen og derefter anholdt.
Efter udtagelse af blodprøver til undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer løslod politiet den 18-årige, der nu kan forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringerne foreligger.
OPFØLGNING
Mand varetægtsfængslet for bedragerier via online salgssteder
En 34-årig mand fra den østlige del af Midt- og Vestsjællands politikreds blev i forbindelse med et grundlovsforhør onsdag formiddag i Retten i Roskilde varetægtsfængslet foreløbigt frem til den 29. september 2022, idet retten lagde til grund, at han på fri fod måske ville fortsætte sine forbrydelser, og at der var bestemte grunde til at antage, at han ville påvirke efterforskningen i de sager, som han var blevet sigtet for i grundlovsforhøret.
Ved grundlovsforhøret blev den 34-årige præsenteret for ni sigtelser omhandlede overtrædelser af straffelovens bestemmelser om primært bedrageri, men også databedrageri, idet han inden for de seneste to år og senest i august 2022 havde bedraget flere private personer for i alt et sekscifret beløb.
Den 34-årige havde typisk via online salgssteder identificeret personer, der var interesseret i at købe forskellige genstande. Han havde i den forbindelse kontaktet de interesserede købere og formået dem til at overføre pengene for varerne, uden at den 34-årige havde hverken evnen eller viljen til at levere de ønskede varer. Han havde også foregivet at have lejemål, som han ønskede at udleje, så han fik indbetalt depositum uden at kunne stille det omhandlede lejemål til rådighed efterfølgende.
Personer i Jylland, på Fyn og på Sjælland i både Kalundborg, Roskilde, Sorø og København er alle blevet ofre i bedragerisagerne, som den 34-årige er sigtet for at have begået.
Den 34-årige blev også i enkelt tilfælde sigtet at have henvendt sig til en ældre kvinde, som blev overtalt til at give oplysninger om både sine bankkonti og NemID, så hun straks kunne få overført en gevinst, hvilket han i stedet udnyttede til at overføre penge fra kvindens konti.
De forurettede har løbende anmeldt forholdene, og det var under efterforskning af disse anmeldelser, at politiet fik identificeret og sporet den 34-årige til et tilholdssted i Storkøbenhavn, hvor han blev anholdt i tirsdags.
Grundlovsforhøret blev afholdt for lukkede døre, hvorfor politiet ikke kan give yderligere oplysninger i anledning af varetægtsfængslingen, som politiet bl.a. bruger til at målrette efterforskningen mod den 34-årige for at få afklaret, om han kan mistænkes for yderligere forhold af tilsvarende karakter.