BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Vi søger nemlig 2 distriktsledere, som har lyst til at stå i spidsen for Hjemme- og Sygeplejens distrikter i Nord/Nykøbing Sjælland og Midt/Vig. Stillingerne er nyoprettede og oprettes som følge af, at vi reorganiserer ledelsen af Hjemme- og Sygeplejen.
Distriktslederne refererer til områdelederen af Hjemme- og Sygeplejen og ledelsen i hvert af de tre distrikter (Nord, Midt og Syd) vil fremadrettet bestå af én distriktsleder og to teamledere.
Formålet med den nye ledelsesstruktur er at styrke budgetopfølgningen og økonomistyringen, generelt i hele Hjemme- og Sygeplejen og specifikt i det enkelte distrikt. Dette vil blive et væsentligt fokusområde for de tre distriktsledere, som vil få det overordnede budgetansvar og ledelsesansvar for den daglige drift i distriktet.
Den nye struktur skal også styrke sammenhængskraften i Hjemme- og Sygeplejen ved at få mere beslutningskraft ud i distrikterne. Sammen med områdelederen og teamledere får distriktslederne en væsentlig rolle i at udvikle både ledelsen af distriktet og den samlede Hjemme- og Sygepleje i Odsherred Kommune.
Målet er også, at reorganiseringen af ledelsen kan styrke overblikket over og prioriteringen af distrikternes projekter og indsatser, så vi kontinuerligt skaber borgerforløb med højst mulig kvalitet og koordinering i indsatsen. Ydermere vil der være et fortsat fokus på personale- og faglig ledelse for at understøtte attraktive arbejdspladser med trivsel og fleksibilitet. Alt sammen til gavn for borgerne i Odsherred.
Lidt om os
Hjemme- og Sygeplejen er en del af Center for Omsorg og Sundhed Odsherred Kommune. Der er tale om en stor og kompleks organisation med en stor diversitet i borgergruppen, og samlet set er der mellem 83-100 årsværk i hvert distrikt og et årligt budget på kr. 42-48 mio.
I Odsherred Kommune har vi fokus på at skabe attraktive arbejdspladser, som engagerede og dygtige medarbejdere har lyst til at være en del af. Derfor er vi bl.a. i gang med at implementere faste tværfaglige teams i Hjemme- og Sygeplejen, hvor vi både arbejder på at give borgerne mere tryghed og øget sammenhæng i plejeforløbene, og på at give medarbejderne mere fleksible arbejdsforhold og mere indflydelse på dag-til-dag-planlægning og vagtplanlægning.
Med reorganiseringen af ledelsesstrukturen i Hjemme- og Sygeplejen indgår distriktslederne i Hjemme- og Sygeplejens overordnede ledelsesgruppe, som kommer til at bestå af områdeleder, de tre distriktsledere og lederen af den klinisk faglige koordination.
Du kan se organisationen for Hjemme- og sygeplejen her
Jobbet som distriktsleder
Som distriktsleder får du det overordnede ansvar for driften af distriktet, herunder budgetansvar og ansvar for økonomistyringen. Da et af formålene med den nye ledelsesstruktur er at styrke budgetopfølgningen og økonomistyringen forventes det, at du er i stand til at agere proaktivt og handlekraftigt i forhold til distriktets økonomi og sikre økonomisk ledelsesinformation til distriktets teamledere.
Sammen med teamlederne får du en spændende udviklingsopgave i forhold til at etablere, lede og sikre en smidig og sammenhængende ledelse i distriktet. Du vil få det overordnede ansvar for at sætte retning for distriktets faglige indsats og du bliver ansvarlig for, at distriktet løser hjemme- og sygeplejeopgaven i overensstemmelse med faglige standarder, lovgivning, patientsikkerhed og det politisk godkendte kvalitetsniveau. Sagsbehandling i forhold til borgerhenvendelser (fx klager, bekymringer mv) bliver også en opgave for distriktslederen.
Som distriktsleder skal du også bidrage aktivt til projektledelse og tværgående indsatser i hele Hjemme- og Sygeplejen. Sammen med områdelederen, de andre distriktsledere og lederen af den klinisk faglige koordination skal du medvirke til at skabe et tillidsfuldt ledelsesrum, hvor I sammen har øje for både driftsoptimering, innovative muligheder og udvikling af den samlede Hjemme- og Sygepleje.
Du skal ville noget med din ledelse. Og du skal insistere på at attraktive arbejdspladser er noget vi sammen skaber – både ledere og medarbejdere. Fokus på tiltrækning og fastholdelse af medarbejdere bliver derfor også en væsentlig del af dit job. Du er overordnet ansvarlig for at arbejdsmiljøet i distriktet er både sundt og sikkert, og som leder af ledere er du selvfølgelig medansvarlig for teamledernes trivsel, arbejdsmiljø og kompetenceudvikling.
Du bliver også forperson for det lokale MED-udvalg (LMU), og vi forventer, at du er bannerfører for et godt og tillidsfuldt samarbejde i MED-organisationen.
I Odsherred Kommune ser vi ledelse som noget, der altid foregår i forpligtende fællesskaber, og som leder i Odsherred Kommune er du en del af de mange forpligtende fællesskaber, hvor vi regner med hinanden, og hvor man strækker sig for borgerne og for kollegerne. Ledelsesopgaverne er båret af et skarpt fokus på kerneopgaverne, og som leder forventes du at spille kollegaerne gode på tværs, samtidig med at du som leder, har mod til at prøve nye ting af. Ledelse skal varetages med afsæt i Odsherred Kommunes pejlemærker for god ledelse:
- Retning og effekt
- Faglighed og Kvalitet
- Mod og nytænkning
- Dialog og Involvering
Du kan læse mere om ledelsesgrundlaget på Odsherred Kommunes hjemmeside.
Din kompetenceprofil
Vi forestiller os, at din faglige baggrund inkluderer:
- En sundheds-/socialfaglig uddannelse på professionsbachelorniveau,
- Ledelsesmæssig efter- og videreuddannelse på minimum diplomniveau,
- Praktisk erfaring med ledelse og gerne med ledelse af ledere
- Omfattende erfaring med og indsigt i budget- og økonomistyring samt administration
- Dokumenteret økonomisk indsigt
- Indsigt i, eller interesse for data og datadrevet ledelse
Vi forventer desuden, at du er en person, som:
- Skaber følgeskab gennem engagerende kommunikation, tydelig feedback og stærk faglighed
- Er en klar og tydelig leder, som står ved sit lederskab
- Har erfaring med ledelse af forandringer
- Har erfaring med ledelse af faste tværfaglige teams
- Kan skabe overblik over driften samt sætte mål og retning med fokus på kerneopgaven
- Har erfaring med strategisk arbejde, og formår at bidrage med en visionær og innovativ retning for den samlede Hjemme- og Sygepleje
- Er en drivkraft i forhold til faglig udvikling
- Påtager sig nøglerolle som en aktiv ressource i distriktets ledelsesteam og bidrager til distriktets udvikling
- Har blik for udvikling af den samlede ledelsesorganisation i Hjemme- og Sygeplejen
- Systematisk og analyserende tilgang til løsning af opgaverne
- Stærk til formidling, både skriftlig og mundtlig
Praktiske oplysninger
Da vi søger en distriktsleder til distrikterne i hhv. Nykøbing Sjælland og Vig, så må du gerne lade det fremgå øverst i din ansøgning om du kun er interesseret i at komme i betragtning til et bestemt distrikt.
Ansættelsesudvalget er bredt sammensat af medarbejdere, teamledere og områdelederen.
Vigtige datoer:
Ansøgningsfristen er tirsdag den 19. november 2024, kl. 24.00.
1. samtalerunde afholdes allerede fredag den 22. november 2024.
Der gennemfører Master Person Analyse test på de kandidater der går videre til 2. samtalerunde.
2. samtalerunde afholdes onsdag den 27. november 2024.
Reserver gerne allerede nu datoerne i din kalender.
Ansættelse den. 1. januar 2025
Løn- og ansættelsesforhold
Stillingen som distriktsleder er en fuldtidsstilling. Løn efter gældende overenskomst.
Vil du gerne vide mere om distriktslederstillingerne, så er du meget velkommen til at kontakte områdeleder for Hjemme- og Sygeplejen Tania Nansen Fledelius 59 66 52 27 eller på mail tanfe@odsherred.dk.
På www.odsherred.dk kan du finde yderligere information om Odsherred Kommune.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Odsherred Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Odsherred Kommune, Nyvej, 4573 Højby
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 19-11-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6140366