Nyt fra Nykøbing Sj i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Nykøbing Sj er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Døgnets anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Sigerstedvej, Sigersted, Ringsted

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Toldbodvej, Rørvig
Bjerggade, Køge
Rønne Alle, Svinninge
Hjortholmvej, Tølløse (forsøg)
Karlemosevej, Køge

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Lumsås Strandvej, Lumsås, Nykøbing Sj. (forsøg)
Havnemarken, Bjerge, Store-Fuglede

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

Tyveri fra køretøjer:

Baeshøjgårdsvej, Vig
Bjælkerupvej, Store-Heddinge
Løve Gl. Landevej, Løve, Høng
Huginsvej, Ringsted
Åtoften, Solrød Strand


Blufærdighedskrænkelse – Jernbanegade, Køge

Kl. 08.03 anmeldte en 56-årig kvinde fra Herfølge, at en fremmed mand havde krænket hendes blufærdighed, da han på stationsområdet havde gået meget tæt på hende. Herunder havde manden berørt hende et par gange på bagdelen, samtidig med at han spurgte hende om seksuelle ydelser.

Politiet har nu optaget en rapport om blufærdighedskrænkelse, hvor en mand ud fra kvindens signalement af krænkeren og hans fremgangsmåde allerede formodes at være identificeret. Videoovervågning fra stationsområdet kan yderligere bestyrke politiets mistanke mod den mistænkte, der senere vil blive afhørt til sagen.

Færdselsuheld – Tune Landevej, Greve

Kl. 13.53 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til en forulykket bilist, der var havnet ude på en mark.

Bilisten var en 39-årig mand fra Tune, der under kørsel i vestlig retning ad Tune Landevej i et uopmærksomt øjeblik havde mistet kontrollen over bilen, der var endt ude på en mark.

Den 39-årige blev kørt til kontrol på skadestuen, men var sluppet fra uheldet uden behandlingskrævende skader. Ingen øvrige trafikanter var involveret, så politiet registrerede blot omstændighederne ved uheldet.

Anmeldelse om overfald – H/F Virkelyst, Ringsted

Kl. 14.33 anmeldte en 51-årig mand fra Ringsted et overfald, som var sket under ophold i en kolonihave, så flere patruljer og en ambulance blev sendt til stedet.

I kolonihaven traf politiet en spirituspåvirket anmelder, der havde færre synlige skader end forventet, men dog nogle overfladiske skrammer, ligesom han i øvrigt virkede konfus. Han blev bragt til skadestuen til kontrol for eventuelle skader, og politiet forsøger at nu at få klarlagt, hvad årsagen til hans anmeldelse måtte være.

Politihunde undersøgte området omkring den 51-åriges opholdssted, og politiet afventer nu mulighed for grundig afhøring af ham.

Narkokørsel – Tølløsevej, Tølløse – Holbæk

Kl. 16.15 blev en 28-årig mand fra Jyderup sigtet for narkokørsel i en personbil, som han førte ad Tølløsevej, da politiet mistænkte ham for at være påvirket af hash under kørslen.

Den 28-årige fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, så han kan forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.

Politiet udfærdigede tillige en rapport til de sociale myndigheder ud fra en bekymring for et treårigt barn, som den 28-årige medbragte i bilen under disse omstændigheder.

Travl eftermiddag og aften for politiet – Kalundborg

Patruljer fra den præventive afdeling i den vestlige del af politikredsen var på besøg flere steder i Kalundborg by med baggrund i konkrete anmeldelser eller som opfølgning af oplysninger og tip om personer, der måske kunne være i besiddelse af ulovlige effekter.

Kl. ca. 16.30 kørte en patrulje til området ved et tidligere supermarked på Sct. Jørgensbjerg for at kontrollere personer, der holder til i området, og som måske kunne være i besiddelse af euforiserende stoffer.
På stedet traf politiet to 59-årige mænd fra Kalundborg, som begge blev skønnet påvirket af alkohol og narkotika. Ingen af dem havde ulovlige stoffer eller effekter på sig, men i nærheden af deres opholdssted fandt politiet en bøtte indeholdende ca. 40 klumper hash med en samlet vægt på 70 gram. Ingen af de to mænd ville vedkende sig ejerforholdet, men politiet undersøger nu, om en af dem kan mistænkes for at være ejeren af hashen.

Kl. 18.00 fik en 50-årig mand fra Kalundborg besøg af politiet som opfølgning på en usikker kørsel på en scooter hjem til sin bopæl. Politiet blev inviteret indenfor og kunne straks se flere digitalvægte, hashklumper og små plastposer med pulverrester ligge frit fremme. Ved nærmere undersøgelse af hans bopæl fandt politiet en halv plade hash gemt, ligesom politiet fandt ham i besiddelse af en større mængde tøj med nye mærkater samt adskillige oplevelsesgavekort til en samlet værdi på ca. 20.000 kr.
Det fundne tøj og oplevelsesgavekortene gav politiet grundlag for at mistænke ham for hæleri af disse effekter, som sammen med den fundne hash mv. blev beslaglagt som beviser i sagerne mod ham.

En patrulje aflagde kl. ca. 21.30 så et besøg hos en 63-årig mand fra Kalundborg, som blev fundet i besiddelse af 180 gram hash, digitalvægt, en såkaldt salgstelefon, en kniv, et femcifret pengebeløb formentlig stammende fra salg af euforiserende stoffer og endelig ca. 400 pakker cigaretter samt et kanonslag.
Også disse ulovlige effekter incl. pengene blev beslaglagt hos den 63-årige, der blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og fyrværkeriloven. Oprindelsen af de mange pakker cigaretter undersøges nu nærmere af politiet inden en eventuel sigtelse af den 63-årige.

Også narkokørsler afsløret

Under kørsel mellem de forskellige besøg forskellige steder i Kalundborg fik patruljerne også lejlighed til at standse en 40-årig mand fra Greve, der kl. 19.00 var fører af en personbil ad Nørre Alle i Kalundborg. Føreren blev sigtet for narkokørsel, da han kunne mistænkes for at være påvirket af kokain under kørslen. Han fik derfor i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Føreren havde en 19-årig mand fra Kalundborg med som passager. Ved kontrollen af ham fandt politiet ham i besiddelse af en foldekniv, så den 19-årige blev sigtet for overtrædelse af knivloven, da han medbragte kniven uden noget anerkendelsesværdigt formål.

Kl. 21.00 kunne en af patruljerne sigte en 26-årig mand fra Kalundborg for narkokørsel i en personbil, som han førte ad Flakagervej. Politiet mistænkte ham for at være påvirket af hash under kørslen, og han var desuden i besiddelse af ca. et gram hash samt en joint, så han blev også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Den 26-årige fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Kanonslag fundet i skraldespand

Beredskabet var også til stede i Kalundborg som led i den almindelige patruljering og fik en opgave kl. 15.16, efter at en anmelder havde fundet en pose med flere kanonslag i en skraldespand ved togstationen. Patruljen sikrede posen, der indeholdt fire kanonslag, som blev medtaget med henblik på senere destruktion.

Narko-/spirituskørsel – Ingridsvej, Ejby, Kirke-Hyllinge – Lejre

Kl. 18.34 blev en personbil på Ingridsvej standset med henblik på rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet.

En 26-årig mand fra Kirke-Hyllinge var fører af personbil, og han deltog i både en alkometer- og narkometertest, som begge gav udslag for påvirkning af både alkohol og narkotika.

Politiet sigtede den 26-årige for både spiritus- og narkokørsel, hvorefter han i forbindelse med en kortvarig anholdelse fik udtaget blodprøver til undersøgelse for netop alkohol og euforiserende stoffer. Han vil høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringerne foreligger.

Uro i lejlighed – Søndre Parkvej, Ringsted

Kl. 20.33 rykkede politiet og ambulancepersonale ud til en beboelsesejendom på Søndre Parkvej, idet en borger var bekymret for et længerevarende skænderi og højlydt råben mellem en mand og en kvinde i en lejlighed.

Politiet fik kontakt til en kvinde, der var uskadt og som var lykkedes med at slippe ud fra lejligheden, hvor en ophidset og alkoholpåvirket mand stadig opholdt.

Det lykkedes senere at få manden til at komme ud, så politiet kunne frihedsberøve en 38-årig mand fra Ringsted med henblik på afrusning og for at skabe ro på adressen, så kvinden fortsat kunne opholde sig på stedet.

Den 38-årige blev derfor efter et lægetilsyn anbragt i detentionen på politistationen i Roskilde, hvorfra han blev løsladt tidligt torsdag morgen.

Uorden ved værtshus afslørede økse i rygsæk– Havnen, Køge

Kl. 21.18 var der opstået lidt uorden mellem to mænd ved et værtshus på Havnen i Køge, så politiet rykkede ud til stedet.

Det viste sig, at en strid mellem en 28-årig mand fra Finland og en 48-årig mand fra Tureby havde medført lidt tumult, men dog uden at politiet fandt grundlag for at sigte nogen af de to for den uorden.

Den 28-årige medbragte dog en rygsæk, hvori politiet fandt ham i besiddelse af en ca. 35 lang økse. Da han ikke havde noget anerkendelsesværdigt formål at bruge øksen til ved værtshuset, sigtede politiet ham for overtrædelse af våbenlovgivningen og beslaglagde øksen som bevis.

Den 28-årig anerkendte beslaglæggelsen af øksen og oplyste spontant, at han ikke var klar over, at en økse ikke måtte medbringes under disse omstændigheder i Danmark. Han kan senere forvente at modtage en bøde som afgørelse på sagen.


OPFØLGNING

 

Grundlovsforhør – Hjemmerøveri – Køge

En 22-årig mand fra København vil torsdag middag blive fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Roskilde som mistænkt for at have en rolle i et hjemmerøveri tirsdag den 7. februar 2023 tidligt på aftenen på en adresse i den vestlige del af Køge kommune.

En 45-årig mand var på sin bopæl blevet overfaldet og truet til at udlevere et kontant pengebeløb. Det var dog lykkedes offeret at flygte, så han kunne slå alarm til politiet kort efter.

Politiet har siden anmeldelsen efterforsket den alvorlige sag og fundet frem til den 22-årige, som kan mistænkes for at have en rolle i sagen.

Der kan ikke gives flere oplysninger om sagen af hensyn til den fortsatte efterforskning for at få afklaret, hvorvidt flere kan mistænkes for at have roller i hjemmerøveriet. Derfor vil grundlovsforhøret også blive begæret afholdt for lukkede døre.

Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi