Fredag blev der sejlet ud fra Holbæk Marina og kontrolleret fartøjer langs kyststrækningen fra Rørvig, Nykøbing Sjælland, Kongsøre og retur til Holbæk. I alt blev 7 sejlbåde, 12 motorbåde, 6 vandscootere, 1 kajak og 1 robåd kontrolleret. De fleste havde tingene i orden, men fire personer skulle eftersende dokumentation for besiddelse af speedbådscertifikat og forsikringscertifikat. Føreren af en motorbåd blev sigtet for at sejle påvirket af alkohol.
Lørdag eftermiddag blev der sejlet ud fra Køge, og turen gik over Mosede Havn og Greve Marina. Her blev 11 sejlbåde, 16 motorbåde, 7 vandscootere samt 5 SUP-padleboards kontrolleret. Igen havde de fleste tingene i orden, men fire personer skulle eftersende dokumentation for besiddelse af speedbådscertifikat og forsikringscertifikat. En enkelt person på SUP blev sigtet for ikke at have svømmevest på.