Testingeniør til maritimt dronecenter i Søværnet - Nytænkning og teknologi i fokus

dato

Har du en ingeniørbaggrund, eventuelt også med erfaring fra Forsvaret? Trives du med udvikling og projekter i et omskifteligt miljø? Så er denne nyoprettede stilling måske noget for dig.

Søværnets Center for Maritime Ubemandede Systemer søger lige nu en test ingeniør til innovationsområdet i et nyt maritimt dronecenter, der er under opbygning. Det nye dronecenter er omdrejningspunkt for samarbejde med industri, universiteter og tekniske læreanstalter samt Forsvaret omkring udvikling og anvendelse af Maritime Ubemandede Systemer i Søværnet.

Om os
Søværnets Center for Maritime Ubemandede Systemer er organisatorisk forankret i 4. Eskadre under Søværnskommandoen. Søværnets Center for Maritime Ubemandede Systemer er samplaceret med Søværnets Center for Våben, som er et af Søværnets fire uddannelsescentre. Søværnets Center for Våben hovedfokus er træning og uddannelse inden for våbenanvendelse. CEMUS er tæt knyttet til Søværnets Center for Våben faciliteter, administration og aktiviteter. Du vil derfor få en naturlig berøringsflade med alle Søværnets Center for Våbens områder og medarbejdere.

Takket være beliggenheden af Søværnets Center for Våbens øvelsesområde på Gniben, Sjællands Odde, er der her unikke muligheder for at industri og universiteter i samarbejde med Forsvaret kan teste nye teknologier og løsninger. Test, der kan være svære at gennemføre andre steder.

Den nuværende sikkerhedspolitiske situation gør, at denne type samarbejde er højt prioriteret og Søværnets Center for Maritime Ubemandede Systemer ser derfor ind i flere og flere af den slags opgaver. Samarbejdet skaber en dynamisk hverdag med mange super spændende opgaver.

Søværnets Center for Maritime Ubemandede Systemer bygger på tre ”søjler” eller kompetencecentre; Innovationscentret, Videnscentret og Uddannelsescentret. Vores overordnede mål er, at tilsikre at der tilvejebringes relevante Maritime Ubemandede Systemer til Søværnet og den maritime kampplads. Vi skal følge med fra den spæde udvikling til operativ indsættelse, herunder beskrive ønskede effekter, afprøve systemer, udvikle doktriner, forme uddannelser/træning og indhente erfaring fra den operative indsættelse. Vi varetager således en meget vigtig opgave for Søværnet og Forsvaret.

Ved Søværnets Center for Maritime Ubemandede Systemer er der et udpræget udviklingsmiljø, hvor vi vægter professionalisme højt, samtidig med, at vi har et behageligt arbejdsklima med en uformel omgangstone.

Om stillingen
Som testingeniør kommer du til at stå for den tekniske kontakt til partnere og leverandører af ny teknologi og dronekapaciteter i forbindelse med planlægning og udførsel af operative tests, på og under vandet såvel som i luften. Vi har et stort netværk i industrien og akademia, og ikke mindst indenfor Forsvaret.

Vi leder derfor efter en medarbejder der kan hjælpe med at organisere og systematisere disse kontakter samt analyse- og testaktiviteter, således at vi støtter udvikling og test af de rette teknologier og kapaciteter bedst muligt.

Har du den rette motivation, kan vi tilbyde dig en stilling, hvor du helt sikkert ikke kommer til at kede dig. Du bliver involveret i spændende projekter og samarbejder. Derudover får du et unikt indblik i udviklingen og anvendelse af Maritime Ubemandede Systemer, og er med til at definere de fremtidige løsninger til Søværnet.

Stillingen er placeret i Innovationscenteret, som har til opgave at facilitere udviklingen indenfor Maritime Ubemandede Systemer i tæt samarbejde med industri, akademia og resten af Forsvaret. En udvikling, der skal ligge til grund for fremtidige løsninger til Søværnet.

I rammen af Innovationscenteret gennemføres kontinuerligt en række udviklingsaktiviteter, herunder markedsundersøgelser, feasibility studier og sparring med leverandører og brugere omkring udvikling og test af relevante MUS-kapaciteter og teknologier, herunder også radiosystemer, styresystemer og systemer til databehandling.

Stillingen indeholder daglige opgaver indenfor testplanlægning og udførelse af test i samarbejde med Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, industri, og universiteter samt tekniske læreanstalter. Du kommer til at udarbejde analyser af relevante teknologier og kapaciteter med henblik på at bringe de bedste og mest egnede ind i test og udviklingsforløb.

Dronecentret er tæt knyttet til Søværnets Center for Våbens faciliteter, administration og aktiviteter. Du får derfor en naturlig berøringsflade med alle centrets områder og medarbejdere.

Er du bekymret for Søværnets Center for Maritime Ubemandede Systemer beliggenhed, så kan vi berolige med at vi generelt har en pragmatisk tilgang til balancen mellem arbejds- og familieliv. Under behørig hensyntagen til dine opgaver får du således mulighed for at tilpasse arbejdet, så det passer bedst muligt ind i din tilværelse.

Om dig
Generelle krav:

  • Vi ser gerne du er uddannet diplom- eller civil elektronikingeniør med 3 års erhvervserfaring eller mere indenfor HW/SW-udvikling eller test
  • Beherske engelsk i skrift og tale (inklusiv teknisk/aftale sprog)
  • Kørekort B. almindelig bil
  • Godt humør og gode samarbejdsevner
Ud over ovenstående krav, ser vi gerne at du har erfaring fra værksted, teknisk stab eller produktion. Det vil være en fordel hvis du erfaring fra Forsvaret som Våben og Elektronikofficer eller -befalingsmand fra Søværnet, ligesom erfaring med radiosystemer og datamissionsudstyr også er en fordel.

Der ud over ser vi gerne at du har erfaring med eller interesse for:

  • Droner til vands og i luften
  • Robotteknologi og autonomi
  • Aerospace eller maritim industri.
Ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten).

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Arbejdsstedet er på Sjællands Odde.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning
Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte leder af Innovationscentret på telefon 7285 5640 eller mail 4E-CEMUS-LIN@MIL.DK eller souschef på telefon 2541 5268 eller mail 4E-CEMUS-NK@MIL.DK.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Katrine Glyngbo på telefon 3266 5542.

Ansøgningsfristen er den 17. juli 2026 og samtaler forventes afholdt i forlængelse heraf. Stillingen er til besættelse hurtigst muligt.

Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på, at bilag skal tilføjes i PDF-format.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Søværnskommandoen
Søværnskommandoen består af Kapacitetsdivisionen, Operations- og Planlægningsdivisionen, samt et Ledelsessekretariat.

Derudover er Søværnets Center for Dataanalyse og Søværnets Center for Administration underlagt kommandoen.

Søværnskommandoen er ansvarlig for styrkeproduktion inden for det sømilitære område, herunder for at styrkeproducere og opstille sømilitære enheder inklusive Søværnets Nationale Maritime Operationscenter, samt for at støtte underliggende myndigheders opgaveløsning

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Odsherred Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Marinestation Kongsøre, Grønlandsvej, 4500 Nykøbing Sj

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 17-07-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/ef366a48-681b-4ba9-a6cd-5b2fc0b1b816

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet